Aalborg Lufthavn har omsat for 190 millioner kroner
Foto: Aalborg Lufthavn
Aalborg Lufthavn er ejet af seks nordjyske kommuner.
Årsregnskabet fra Aalborg Lufthavn er netop landet.
Her fremgår det, at lufthavnen i 2022 har omsat for svimlende 190 millioner kroner. Det er en væsentlig stigning i forhold til 2021, hvor omsætningen lå på knap 115 millioner kroner eller i 2020, hvor det var blot 81 millioner kroner.
Og omsætningen er steget på trods af, at antallet af medarbejdere er faldet siden 2020.
- Det første kvartal i 2022 var påvirket af omikronvarianten, som satte sine tydelige spor i antallet af passagerer. Rejseaktiviteten i de resterende måneder lå enten en smule over 2019-niveau eller tæt på, hvor et lyspunkt for udenrigstrafikken var åbningen af Napoli-ruten i maj – en populær rute, der også er vendt stærkt tilbage her i 2023, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
Gode investeringer
2022 var også året, hvor Aalborg Lufthavn blev kåret som Danmarks bedste lufthavn, og det var også året, hvor nye ruter blev afsløret: Nemlig til New York, Barcelona, Alicante og Reykjavik.
Egenkapitalen er også på det højeste niveau, siden coronaen lukkede rejseaktiviteten ned. Den er på 115 millioner kroner.
- Vi ser stadig en soliditet og egenkapital på niveau med sidste år. Det vigtigste er, at vi har mulighederne for yderligere at styrke lufthavnen til den daglige drift og fremtiden – blandt andet med de rigtige investeringer og medarbejderkompetencer, der kan følge med den stigende rejseaktivitet, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen.
2022 |
2021 |
2020 |
|
Indenrigspassagerer |
826.940 |
573.000 |
360.350 |
Udenrigspassagerer |
356.543 |
132.388 |
111.652 |
Charterpassagerer |
174.390 |
70.401 |
40.498 |
Kilde: Aalborg Lufthavn