Aalborg Kommune vil nedlægge modtageklasser
Foto: René Ryom
Vejgård Østre Skole har to modtageklasser. Her bliver ni elever i dag undervist i farver. De skal male Dannebrog.
Byrådet i Aalborg Kommune skal mandag eftermiddag behandle sagen om nedlæggelse af modtageklasser i Aalborg Kommune. Derved vil for eksempel flygtningebørn blive sendt ud i almindelige folkeskoleklasser.
Flygtningebørn og børn med dansk som andetsprog vil fremadrettet blive sendt direkte ud i almindelige folkeskoleklasser i Aalborg Kommune. I hvert fald hvis byrådet mandag stemmer for indstillingen fra Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune.
Byrådet forventes at træffe beslutning om at lukke alle kommunens modtageklasser. Den nye model omfatter hele tosprogsområdet og altså ikke alene modtagelse af nytilkomne flygtninge.
- Jeg synes, det er en god idé for børnenes skyld. Jeg har det grundsyn, at det er en god ide at gå i skole, hvor man bor, siger Tina French Nielsen (V), der er rådmand for Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune.
Jeg er rigtig nervøs for, vi får en dårligere integration, når man spreder indsatsen ud og samtidig bruger færre penge
Per Clausen, gruppeformand for Enhedslisten i Aalborg Kommune
Planerne møder imidlertid kritik fra flere fronter. Aalborg Lærerforening skriver i et høringssvar til planerne:
”Aalborg Lærerforenings lærere og børnehaveklasseledere er meget bekymrede for den nye to-sprogsmodel. Som udgangspunkt rummer modellen en fundamental god intention – at nytilkomne børn fra starten bliver en del af det lokale miljø og skolernes fællesskab. Det giver dem mulighed for at få en tryg base og mulighed for at spejle sig i danske børn. Der er dog mange aspekter i modellen, som ikke er gennemtænkt i forhold til den virkelighed, vi arbejder i og de krav og behov, der danner grundlag for gode forløb med to-sprogede. Overordnet er det bekymrende, at man sparer på området i forbindelse med en gennemgribende omlægning af kulturen, strukturen og praksis. Vi forudser, at besparelser samt ophobning og tilstrømning af nye opgaver i vores skolesystem vil få store konsekvenser for såvel de nytilkomne elever som andre elever i klasserne – men også for medarbejdernes arbejdsmiljø. ”
Også byrådsmedlem og gruppeformand for Enhedslisten i Aalborg Kommune Per Clausen er imod nedlæggelsen af modtageklasserne.
-Jeg er rigtig nervøs for, vi får en dårligere integration, når man spreder indsatsen ud og samtidig bruger færre penge, siger Per Clausen fra Enhedslisten.
-Når man tørrer pengene bredt ud, er det det samme, som man forsøgte med inklusionsmidler, og det har givet store udfordringer at løse. Det kræver specielle kompetencer, og hvis man skal tørre det bredt ud over de aalborgensiske skoler, så får man et dårligt resultat, fortsætter Per Clausen.
Der følger næsten de samme midler med, de kommer til at blive brugt på en anden måde
Tina French Nielsen (V), rådmand for Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune
Skoleforvaltningen i Aalborg Kommune indstiller til, at byrådet vedtager ændringerne. Rådmanden afviser, at den nye model vil være en forringelse for de tosprogede børn og unge.
- Der følger næsten de samme midler med, de kommer til at blive brugt på en anden måde, fordi det bliver ude på den enkelte skole, hvor vi også skal flytte nogle ressourcer og viden ud til skolerne, siger Tina French Nielsen.
Aalborg Kommune er langt fra den første til at sende de tosprogede børn og unge direkte ud i almindelige folkeskoleklasser.
I august 2016 viste en rundspørge lavet af TV 2, at flygtningebørn i stigende grad sendes direkte i almindelige folkeskoleklasser og ikke i modtageklasser først. Her svarede 23 ud af 75 deltagende kommuner i rundspørgen, at de i dette skoleår sender nogle af eller alle kommunens flygtningebørn direkte i almindelige folkeskoleklasser – som regel dog suppleret med særlig sprogundervisning eller andre tiltag.
På byrådsmødet blev det, som forventet, besluttet at nedlægge modtageklasserne. Se indslaget her: