Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

Aalborg Kommune vil have flere til at tage bussen: Gratis Rejsekort til alle studerende

Foto: TV2 Nord/ Grafik Emilie Wolff Mulbjerg

Ordningen vil tiltrække op til 10.000 passagerer til den nordjyske kollektive trafik, vurderer rådmand for Klima og Miljø, Per Clausen (Ø).

Rådmanden regner med, at op mod 10.000 unge vil tage imod tilbuddet, der skal sikre kommunens økonomi på området.

Normalt koster det 50 kroner at få sig et Rejsekort, så man kan komme rundt med bus og tog i den offentlige trafik.

Men dé penge sparer de studerende på en ungdoms- eller videreuddannelse i Aalborg Kommune allerede fra deres første dag på studiet. Aalborg Kommune giver nemlig helt gratis de unge et Rejsekort med 100 kroner til at rejse for.

- Vi har en forhåbning og forventning om, at det vil få flere i gang med at bruge den kollektive trafik. For vi tror på, det giver et resultat. Vi regner med, at 5-10.000 vil benytte sig af muligheden, siger rådmanden for Klima og Miljø i Aalborg Kommune, Per Clausen (Ø).

Forslaget om gratis Rejsekort blev besluttet af et flertal i byrådet. 28 medlemmer stemte for - kun to stemte imod.

Skal redde økonomien

Klima- og Miljøudvalget står bag ideen om at uddele de gratis Rejsekort. Her ønsker man at tilskynde flere borgere til igen at benytte sig af den kollektive trafik, efter mange er faldet fra under coronapandemien.

Her har en del nordjyder fundet alternative måder at komme frem på. Men nu skal bus- og togpassagererne tilbage igen, mener Per Clausen.

- Vi har et akut behov for at få folk til at tage bussen, så vi kan opretholde vores indtægtsgrundlag – ellers risikerer vi, at det eksploderer for kommunen, siger han.

Det er penge ud af vinduet og dårlig forvaltning af skatteborgernes penge.

Kristoffer Hjort Storm

Koster 2,25 millioner

Kommunens udregninger viser, at for hver én procent flere passagerer, man har i forhold til niveauet i 2019, giver det en øget indtægt på 1,5 millioner kroner. Og omvendt – mister man passagerer, som under coronaen, står kommunen tilbage med et indtægtstab.

- Så vi har brug for at vinde de her passagerer tilbage, siger han.

Per Clausen medgiver, at nogle af de unge højst sandsynligt ville have oprettet et Rejsekort alligevel, men tror stadig på, at tiltaget vil give flere passagerer på sigt. Regningen for de gratis Rejsekort lyder på 2,25 millioner kroner.

Udover den økonomiske grund, så ønsker man i Klima og Miljø også at tilskynde nordjyderne til at lade bilen stå og i stedet sætte sig ind i bussen.

- Vi vil gerne gøre det mere attraktivt at bruge den kollektive trafik for at reducere biltrafikken. Bilismen er vokset, så jeg mener, at cykler og busser bør kunne konkurrence med at bruge sin bil, og derfor sætter vi også med både den nye cykelsti ud til universitetet og nu de gratis Rejsekort, siger han.

Penge ud af vinduet

En af de to medlemmer af Aalborg Byråd, der stemte nej til at give de studerende gratis oprettelse af Rejsekort, er Kristoffer Hjort Storm, der er uden for parti.

Han tror ikke på, at ordningen kommer til at virke efter hensigten.

- Vi kan ikke løse NT’s store udfordringer med svigtende passagerer sådan her – det er penge ud af vinduet og dårlig forvaltning af skatteborgernes penge. For det handler om at ændre folks adfærd, og det kan du ikke gøre med 100 kroner. Det er jo bare to ture til og fra universitetet, siger han.

Vi har brug for at vinde de her passagerer tilbage.

Per Clausen, rådmand, Klima og Miljø, Aalborg Kommune (Ø)

Kristoffer Hjort Storm henviser til et lignende forslag, som sidste år blev stemt ned i byrådet – netop fordi man vurderede, at det ikke ville have stor nok effekt.

- Det her er jo en gave til tilflytterne, og det er ikke en opgave for kommunen. Vi kan jo ikke engang være sikre på, at de bruger pengene i Aalborg Kommune. Måske bruger de dem på en billet væk fra kommunen, advarer han.

Den kritik mener rådmand for Klima og Miljø dog ikke er berettiget. Han tror ikke, størstedelen af de unge, der får et gratis Rejsekort, vil bruge det uden for kommunen.

- For unge mennesker, der er i gang med en uddannelse i Aalborg, foregår langt det meste af deres transport i Aalborg. Det almindelige vil være, at de bruger det på den interne transport, siger han.

Plusbussen skal redde økonomien

Rådmand Per Clausen (Ø) og Kristoffer Hjort Storm er enige om, at Aalborg Kommunens nye Plusbus vil lokke langt flere passagerer til at benytte den kollektive trafik – på grund af hurtigere og flere afgange.

Men de er ikke enige om, hvorvidt Plusbussen er tilstrækkeligt for kommunens økonomi.

- Når plusbussen står klar, bliver problemet løst helt af sig selv. Så lad os nu vente og se, hvor mange flere passagerer, bussen giver, før vi tager den her beslutning nu. Det er helt håbløst, at man begynder på den slags, inden projektet står færdigt, siger Kristoffer Hjort Storm.

Per Clausen (Ø) mener ikke, Aalborg Kommune har råd til at vente til næste år med at redde økonomien.

- Plusbussen giver da en god mulighed for at øge passagerantallet til næste år, men vi kan ikke tillade os at gå og vente. Vi skal gøre noget nu, slår han fast.

Tilbuddet om at få oprettet et gratis Rejsekort og få indsat 100 kroner på det gælder fra 1. august og frem til 30. september.

Sådan får du et gratis Rejsekort

• Gå på Rejsekort.dk og klik på "Bestil Rejsekort".

• Vælg Rejsekort Personligt og bestil kort. Du modtager kortet efter 7-10 dage.

• Når du har modtaget dit Rejsekort med posten går du på nordjyllandstrafikselskab.dk/studerendeaalborg for at få refunderet de 150 kr.

• Du vil herefter få tilbageført 150 kr. til din NEM-konto indenfor 10-14 dage.

Kilde: Klima og Miljø, Aalborg Kommune


Hus stod i flammer: Natten til søndag mistede 64-årig kvinde alt

Den 64-årig kvinde er blevet sigtet for at have overtrådt beredskabsloven for uforsigtig omgang med ild.

Klokken 3.17 natten til lørdag blev både politi og brandvæsen tilkaldt til en adresse i Østervrå, hvor et hus stod i flammer.

- Det var en frivillig brandmand, der ringede, og huset var helt overtændt, da vi ankommer, forklarer vagtchef ved Nordjyllands Politi Christian Tilsted.

Huset tilhørte en 64-årige kvinde, der kom ud af huset ved egen hjælp, hun måtte dog ifølge vagtchefen til tjek på sygehuset for røgforgiftning.

Kvindens hund kunne man dog ikke finde, og derfor formoder politiet, at den er død.

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Kvinden sigtet

Årsagen til branden var ifølge vagtchefen, at et stearinlys i vindueskammen havde taget fat i nogle planer, hvilket endte med at sprede sig.

- Man endte med at lave en kontrolleret nedbrænding, så der er kun brandtomt tilbage forklarer vagtchefen.

Den 64-årig kvinde er derfor blevet sigtet for at have overtrådt beredskabsloven for uforsigtig omgang med ild.

- Det er standard, påpeger vagtchefen og tilføjer.

- Når man vil bruge ild, er man nødt til at sørge for, at det ikke spreder sig.


Svømmehal forvandlet til 'Danmarks smukkeste juleudstilling'

Takket være 400 kilometer ståltråd, sækkevis af mos og mindst 80.000 kubikmeter vand er nedrivningsklar svømmehal i Aars forvandlet til en eventyrlig udstilling. Kom med indenfor i videoen herover.


40 år gammelt centers fremtid hænger i en meget tynd tråd

Forstanderen på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at det ikke lykkedes de lokale folkevalgte at få centret med på finansloven.

Fremtiden for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy hænger i en tynd tråd.

Centret har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner i støtte om året, men er ikke kommet med på den finanslov, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF, Radikale og Enhedslisten.

Dermed er det tvivlsomt, om centret overlever.

- Nu skal bestyrelsen ind over og beslutte, hvad der skal ske, men det vil som minimum betyde en meget, meget kraftig beskæring. Uden tilskud til driften er der ikke grundlag for at have ansatte, og alle 12 er nu sagt op med udgangen af december, siger forstander Jane Kruse.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi. Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Folkecentret har den seneste tid forsøgt at overtale Folketingets partier til at bevare støtten, og Jane Kruse udtrykker stor skuffelse over, at det ikke er lykkedes de lokale folkevalgte at sikre den fortsatte drift.

- Det vil få store konsekvenser for de mange små og mellemstore virksomheder, som vi hjælper med at udvikle produkter og teste energiløsninger. Vi er også i kontakt med og hjælper mange borgere, og så det rammer det også de udenlandske ingeniørstuderende, der kommer hos os, siger Jane Kruse.

Håber, der kan findes en løsning

Folkecentret blev grundlagt i 1983 med et mål om at sætte grønne energiformer på dagsordenen. I begyndelsen handlede det meget om at udvikling af vindenergi, men siden har centret også beskæftiget sig med elbiler, biogas og solceller.

- Nu skal vi samles på mandag og se, hvordan vi kan afslutte de projekter, som vi har ansvaret for, på den bedst mulige måde.

Er der ingen muligheder for, at I kan fortsætte?

- Jeg håber meget, at der kan findes en løsning. Vi vil prøve at tage kontakt til SF og Radikale Venstre for at høre om mulighederne. Jeg kan forstå, at der skal afsættes store summer til grøn forskning, og måske kan vi komme i betragtning der, siger Jane Kruse.


Nordjysk virksomhed i front: Får første certifikat i Europa

Lige nu er Grøn Brint den eneste virksomhed, der har fået uddelt bæredygtigheds-certifikatet. Men andre er på vej.

Jens Peter Lunden har altid været foregangsmand i sit erhverv. I 1989 købte han sit første landbrug, og siden har han gjort mange tiltag for miljø og bæredygtighed.

Han er også hovedmanden bag Gårestrup EnergiØ, hvor der både ligger grisestald, biogasanlæg og vindmøllepark. Jens Peter Lundens virksomhed Grøn Brint, som også har Norwegian Hydrogen i ryggen, er også en del af energiparken.

Og det er den virksomhed der i onsdags fik den første bæredygtighedscertificering af sin slags i Europa - og muligvis i hele verden.

- Det er noget, vi har arbejdet på længe, og vi er rigtig glade for at få den, så vi kan komme i gang med at producere nogle produkter til det marked, vi er på vej ind i, siger Jens Peter Lunden.

Se indslaget her:

Adgang til tysk marked

Certificeringen er givet til Grøn Brint i forbindelse med deres arbejde med et bæredygtigt brændstof. I 2023 blev der sammen med Norwegian Hydrogen investeret i brintproduktion, som gennem biogasproduktionen i sidste ende er med til at indfange CO2 og lave metan, hvor energien er bundet i et grønt brændstof.

Og certificeringen har været nødvendig, for ellers kan brændstoffet ikke afsættes.

- Det giver adgang til de markeder, hvor man kan sælge, og certificeringen er den godkendelse, der siger, at vi har en grøn værdi at sælge, siger Jens Peter Lunden.

Lige nu er Grøn Brint den eneste europæiske virksomhed, der har certificeringen. Men forventningen er, at andre virksomheder er lige på trapperne med også at få en. Og så er næste skridt at komme ud over rampen fra Gårestrup.

- Vores eksportland er Tyskland, og de regner med at kunne tage imod fra 1. januar, og så er vi klar til business, siger Jens Peter Lunden.

Økonomi- og kvalitetschef Rasmus Hedegaard Bang viser certifikatet frem.

'Du' så lort': Skoleelever viser hadbeskeder frem

6.A med en række beskeder fra de sociale medier.

Skoleelever lærer at passe på sig selv på de sociale medier.

'Fuck I er klamme' og 'luder' er bare nogle af de udtryk, som børn og unge kan støde på på de sociale medier.

Derfor har Vesthimmerlands Kommune i denne uge sat fokus på børn, unge og sociale medier med kampagnen '#værtjekketpånettet'.

- Vi forsøger at lære børn og deres forældre, hvordan man begår sig bedst på de sociale medier, forklarer SSP-ungeteammedarbejder Tina Frost Petersen, mens hun er i gang med at styre en konkurrence for elever på Gedsted Skole.

SSP-ungeteamet er på besøg med deres kampagnemateriale, der skal få eleverne til at sætte ord på de oplevelser, de har på nettet. Mange unge bruger de sociale medier hver eneste dag, og for mange er det den vigtigste sociale kommunikation.

Tina Frost Petersen mener, at udelukkelse af fællesskaber er det hyppigste problem blandt unge.

- Det, vi oftest oplever som et problem, er udelukkelse. Altså at en ung holdes udenfor et fællesskab på de sociale medier. De er jo online 24-7, så de opdager meget let, hvis der foregår noget i en gruppe, og de ikke får lov til at deltage, forklarer Tina Frost Petersen.

Se indslaget her:

Kender til hadbeskeder

Den problematik kender eleverne fra 6.A på Aars Skole godt. De deltager i #værtjekketpånettets videokonkurrence, og mens de filmer en video om hadbeskeder, har de alligevel tid til at fortælle om deres egne oplevelser:

- Det er for eksempel, hvis der er nogen, som holdes uden for en Snapchat-gruppe, forklarer Andreas Stiller Jonasen, der er elev i 6. klasse, og han bakkes op af klassekammeraten Dicte Klitgaard Nielsen:

- Hvis man nu spiller et onlinespil med nogle andre, som man ikke kender, og de så pludseligt begynder at skrive grimme ting til en, 'du' så lort' og den slags. Det tror jeg alle i klassen har oplevet, forklarer hun.

SSP-ungeteamet på besøg på Gedsted skole

Begge elever fortæller, at det har været rart at have undervisning med fokus på onlinetilstedeværelse - også selvom Dictes forældre ikke har ladet hende oprette sociale profiler endnu.

- Her kunne jeg jo godt sige, at de var nogle dumme forældre, men jeg ved godt, at de gør det for at passe på mig, siger hun.