Aalborg Karneval i modvind: Opsigtsvækkende Facebook-opslag forarger
Foto: Aalborg Karneval
Det er dette billede Aalborg Karneval har lagt op på deres Facebook-side, hvor de gør reklame for et event, som de er medarrangør af.
Aalborg Karneval har i dag lanceret en ny kampagne på deres facebook-side. Brugerne kalder den for usmagelig og klam.
”Det er nu 10 dage siden Diana på mystisk vis forsvandt. Der er fælles eftersøgninger den 19., 20., 26. & 27. oktober, hvor vi håber, I vil hjælpe.”
Denne tekst har Aalborg Karneval slået op på deres Facebook-side, hvor de har vedhæftet en savnede-plakat med et billede af den såkaldte pige, Diana, som de efterlyser.
Opslaget er en reklame for Aalborg Karnevals halloween event ”Horror night”, og falder bestemt ikke i god jord blandt brugerne på Facebook. I kommentarfeltet er der en heftig debat om, hvorvidt det er okay, at lave sådan en form for reklame.
Ifølge Aalborg Karnevals talsmand, Mette Bugge, er reklamen velovervejet og går hånd i hånd med hele konceptet omkring Aalborg Karneval.
Nogen af dem, der har kommenteret på nettet, har ikke forholdt sig til reklamen. Tanken var, at vi gerne ville skabe en samtale, og her oplever vi, at folk tager stilling frem for at udtrykke sig
Mette Bugge, Talsmand, Aalborg Karneval
- Vi har en platform, hvor vi gerne vil have, at man har mulighed for at udtrykke sig. I foråret er det med udklædning i den lyse tid, men vi vil gerne have den anden ende af skalaen med. Der har vi halloween, hvor man slutter årets gang af, og taler om dem, man har mistet og dem man savner, siger talsmand for Aalborg Karneval, Mette Bugge.
Hun understreger også, at formålet med reklamen er, at skabe en dialog omkring de mørke sider og netop om at savne og miste.
- Nogen af dem, der har kommenteret på nettet, har ikke forholdt sig til reklamen. Tanken var, at vi gerne ville skabe en samtale, og her oplever vi, at folk tager stilling frem for at udtrykke sig, siger Mette Bugge.
Hvorvidt det er lykkedes Aalborg Karneval at formidle deres budskab, vil hun ikke kommentere på, men hun oplyser, at de holder øje med kommentarsporet.
- Vi laver ikke reklamen for at drille nogen, men fordi vi gerne vil skabe en dialog, om dét der er lyst, men også om dét der er mørkt og tabubelagt, siger hun.
Mange af brugerne på Facebook mener, at det er en dårlig måde Aalborg Karneval har valgt at markedsføre sig på, men det fejer talsmanden af vejen.
- Det er ikke markedsføring, men kulturformidling. Vi er ikke en virksomhed, men en forening, der har nogle stærke karnevalistiske budskaber, vi gerne vil ud med, og vi står ved vores budskab, siger Mette Bugge.
Selvom størstedelen af de 205 kommentarer opslaget har fået, er negative overfor reklamen, er der også brugere, der knap så negative overfor savnede-plakaten.