Aalborg Karneval: Flytning kan komme på tale
Foto: TV2 Nord
Ved Aalborg Karneval følger man situationen med coronavirus tæt.
Arrangementer i massevis er blevet aflyst for at forhindre smitte med coronavirus. Ved Aalborg Karneval følger arrangørerne udviklingen tæt.
- Lige nu ser vi tiden an. Vi håber, at vi kan holde fast i det arrangement, vi elsker, men hvis myndighederne synes, det er en dårlig ide, så lytter vi til det, siger Mette Bugge, der er bestyrelsesformand for Aalborg Karneval.
Aalborg Karneval
Aalborg Karneval er Nordeuropas største karneval med op mod 100.000 deltagere, der fester i Aalborgs gader.
Efter planen finder den store stjerneparade ved Aalborg Karneval sted lørdag 23. maj.
De seneste uger har arrangørerne arbejdet med forskellige scenarier – blandt andet kan en flytning af karnevallet komme på tale.
- Alle muligheder er åbne lige nu. Vi holder fast så længe, det er muligt og forsvarligt, siger Mette Bugge.
- Folk har brug for fællesskab
Flere har kontaktet arrangørerne for at spørge, om indsatsen for at inddæmme coronavirusset mon vil få konsekvenser for Aalborg Karneval.
Mette Bugge understreger, at arrangørerne melder noget ud så snart, de ved noget.
- Karnevalisterne får selvfølgelig besked, så snart vi har en udmelding. Det hele er stadig for usikkert lige nu, siger hun.
Hun kalder situationen for følelsesladet.
- Samtidig med at man tænker, at man ikke skal gå op i fest, så kan vi også mærke, at folk har brug for fællesskab. Det er det, vi står sammen om i Aalborg Karneval, siger Mette Bugge, der også tænker på det lokale foreningsliv.
Aalborg Karneval engagerer hvert år masser af frivillige og foreninger. I 2019 udbetalte karnevallet 720.000 kroner til lokale foreninger for deres indsats.
- Det er helt klart en bekymring, om aktivitetsniveauet i foreningerne falder, hvis de ikke kan være med til karneval i år, siger Mette Bugge.