Aalborg-kaptajn brød sammen - mistede farfar under slutspillet
- Den har været hård mentalt, lyder det fra Julian Jakobsen.
Der var stor forløsning i Herning, da Aalborg Pirates vandt 3-2 over Herning Blue Fox tirsdag aften.
Sejren var nemlig ensbetydende med, at Aalborg Pirates blev dette års danske mestre, og det gav anledning til både kram, glæde og tårer.
Især Aalborg Pirates kaptajn Julian Jakobsen kunne ikke holde tårene tilbage, da slutfløjtet lød.
- Den har været hård mentalt, og det har kostet mange kræfter også derhjemme, fortæller han til TV2 Nords udsendte reporter.
- Min farfar gik bort under Rungsted-serien, så der har været mange ting, og det er bare dejligt og en lettelse det her, uddyber kaptajnen.
Og selvom det er en glædens dag, og hvad man som hockey spiller bruger timevis på, så glæder Julian Jakobsen sig dog også over, at man nu har aflsuttet slutspillet.
- Jeg glæder mig til at komme hjem og være en god far og mand og bare slappe af, jeg er træt, griner han.
Men inden Aalborg-kaptajnen skal hjem til familien, så skal den nye titel fejres med holdkammeraterne.
- Jeg glæder mig til busturen hjem. Jeg håber, den bliver lang, måske vi tager en omvej, afslutter Julian Jakobsen.