Aalborg har selv brudt omstridt regel – vidste knap den fandtes
Foto: Thomas Gaardsmand
DanskHåndbold oplyser, at man afviger fra IHF-reglen herhjemme.
De er en af de mest vindende håndboldklubber herhjemme i nyere tid, og de har kunnet tiltrække nogle af sportens allerstørste stjerner.
Mikkel Hansen, Niklas Landin og fra næste sæson Juri Knorr er bare nogle af de spillere, der har trukket den røde Aalborg Håndbold-trøje over hovedet de senere år.
Den nordjyske storklub offentliggjorde førstnævnte den 17. februar 2021, men Mikkel Hansen skiftede først adresse i sommeren 2022.
Der er bare en konkurrencesituation, så hvis der er 15 andre klubber, der ikke lever efter reglen, og der så sidder en klub tilbage og følger reglerne, så er det jo de klubber, der bliver sorteper
Jan Larsen, direktør i Aalborg Håndbold
Der var altså mere end et år til Hansen tiltrådte, da Aalborg annoncerede den store nyhed og hjemkomsten af verdens bedste håndboldspiller.
Og det er faktisk i strid med IHF’s regler, der på daværende tidspunkt lød på, at en spiller ikke måtte skrive under med en ny klub, før vedkommende havde seks måneder eller mindre tilbage af sin nuværende kontrakt.
Indrømmer regelbrud
Men det er en stor kabale at få en spillertrup til at gå op, og det er de færreste klubber, der lever op til den bestemmelse, mener Aalborg-direktør Jan Larsen, der selv indrømmer, at de ikke altid har levet op til reglen.
- Jeg vil ikke kommentere på, hvordan vi skriver kontrakt med vores spillere. Det holder vi for os selv.
- Men vi kan jo se, at den ikke bliver overholdt, også fordi der er nogle, der offentliggør spillere (for tidligt red.). Det har vi da også selv gjort tidligere, hvor vi dårligt nok vidste, at der var en regel, men det blev vi så meddelt. Det er så spændende at se, om den bliver håndhævet, siger han til TV 2 Sport.
Og noget kunne tyde på, at det ikke er tilfældet.
I hvert fald oplyser IHF til TV 2 Sport, at de ikke på noget tidspunkt har modtaget en klage over, at en klub skulle have offentliggjort en spiller, før det var tilladt.
Det ellers på trods af, at det har fundet sted flere gange de seneste år.
”En konkurrencesituation”
Jan Larsen så gerne, at IHF gjorde noget for at påpege reglen overfor klubber, der ser en fordel i at bryde reglen.
For til tider er det simpelthen nødvendigt at se stort på reglen i kampen om at få de bedste spilleres underskrifter.
Har I ikke et ansvar som klub i forhold til at overholde reglerne?
- Selvfølgelig har vi det, men der er bare en konkurrencesituation, så hvis der er 15 andre klubber, der ikke lever efter reglen, og der så sidder en klub tilbage og følger reglerne, så er det jo de klubber, der bliver sorteper, fordi de ikke kan få de spillere, fordi der er andre, der bryder reglen.
- Men det vil jeg overlade til IHF. Den kan på mange måder være fint nok.
- Men så skal det bare håndhæves, så skal alle klubber efterleve den, og der skal være en kontrolinstans omkring, for så kan det være fint nok. Men så længe der ikke er det, kan det være ligegyldigt, for så gør folk bare, hvad der passer dem på den del, siger Jan Larsen.
Håndhæves ikke i Danmark
IHF oplyser til TV 2 Sport, at det er op til de enkelte nationale forbund at håndhæve reglen.
Men det sker slet ikke i dansk håndbold.
DanskHåndbolds sekretariats- og turneringschef Frank Schmidt fortæller i et skriftligt svar til TV 2 Sport, at man i Danmark afviger fra lige præcis den regel.
- Udvalget for Professionel Håndbold indførte en ændret regel om maksimal kontraktlænge fra 3 til 5 år, herunder en ophævelse af 12-måneders reglen samt maksimering på antallet af klubskifter for kontraktspillere for at være konkurrencedygtige mod primært Tyskland, skriver han.
Der er store forskelle i håndboldverdenen
Frank Schmidt understreger, at man gør, hvad man kan for at overholde IHF’s regler, men der er også stor forskel på medlemslandene, og hvordan man gør tingene.
- Som et udgangspunkt følger vi naturligvis IHF’s reglement, der imidlertid også dækker hele verden.
- Men der er væsentlige regionale forskelle på hvor stor en udbredelse håndbolden har – og på hvem der har professionelle ligaer, hvor regelsættet skal rumme mulighed en forsvarlig, kompetitiv og hensigtsmæssig drift inden for de givne rammer.
Hver sæson fastsætter Udvalget for Professionel Håndbold det regelsæt, som klubberne i Danmark skal overholde.
Hvorvidt 12-månedersreglen er på dagsordenen til den kommende sæson, vides endnu ikke.