Aalborg Håndbold forlænger med cheftræner
Foto: Henning Bagger / Scanpix
Islandske Aron Kristjánsson forlænger med Aalborg Håndbold, som han har trænet siden 2016.
Cheftræner Aron Kristjánsson fortsætter hos Aalborg Håndbold frem til sommeren 2019.
De danske mestre fra Aalborg Håndbold har indtil videre været så tilfredse med cheftræner Aron Kristjánsson, at de har forlænget med ham helt indtil 30. juni 2019. Det fortæller Aalborg Håndbold fredag.
- Aron Kristjánsson viste allerede i den første sæson, at han kan udvikle unge spillere og samtidig skaffe resultater. Her tænker jeg selvfølgelig på det danske mesterskab. Vi glæder os derfor meget over, at det er lykkes at beholde en trænerkapacitet som Aron i klubben i de kommende to sæsoner, siger direktør i Aalborg Håndbold, Jan Larsen.
Selv ser den islandske træner meget frem til at blive hos Aalborg Håndbold.
- Jeg er meget glad for at have fremtiden på plads, og jeg glæder mig til at fortsætte den positive udvikling af holdet de kommende sæsoner. Aalborg Håndbold har store ambitioner om til stadighed at være i toppen af den danske liga og gøre sig gældende i Europa, og det passer fint med mine egne ambitioner, siger Aron Kristjánsson.
Den mandlige håndboldliga, 888ligaen, startede i går, og Aalborg Håndbold har sin første kamp lørdag ude mod Bjerringbro-Silkeborg.