Aalborg Håndbold pligtsejrer i komfortabel opvisning mod TMS Ringsted
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Sebastian Barthold blev kampens topscorer med syv mål. Arkivfoto.
For første gang siden covid-19 brød ud herhjemme i marts 2020, kunne publikum igen komme til håndbold uden restriktioner i Jutlander Bank Arena.
Knap 4000 tilskuere havde fundet vej til lægterne, da Aalborg Håndbold onsdag aften tog imod gæsterne fra TMS Ringsted, som på forhånd er nedrykningsfavoritter.
Derfor hvilede der en stor favoritværdighed på hjemmeholdet, som fik en varm velkomst af publikum. Danmarksmestrene kvitterede for støtten med hurtigt at bringe sig i front med 7-3, og i perioder var der dømt legestue, når Ringsteds spillere blot kunne agere statister i Aalborg Håndbolds stjernespækkede forestilling.
Gæsterne kom aldrig i nærheden af at true hjemmeholdet i første halvleg.
Ingen tvivl om kampens udfald
Hjemmeholdet havde forberedt sig på, at man er holdet at slå i denne sæson. Inden kampen udtalte Cheftræner Stefan Madsen, at holdet som forsvarende danmarksmestre og Champions League-finalist, er det hold, alle vil drille, og som forventes at vinde hver kamp.
Det var netop det der skete i danmarksmestrenes første udebanekamp mod SønderjyskE Håndbold, hvor man overraskende tabte med et mål.
Onsdag aften var der dog ingen tvivl om resultatet, og selvom Aalborgs Håndboldmaskine momentvis var på autopilot, hvilket resulterede i en timeout to minutter før tid, var der aldrig for alvor tvivl om, hvilken vej kampen ville gå. Aalborg Håndbold vandt fortjent 38-30.
Se Rene Antonsens reaktion på kampen her: