Aalborg Håndbold og Mors-Thy havner i samme slutspilsgruppe efter sejr og nederlag
Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Der blev rykket rundt på tabellen i sidste spillerunde i grundspillet.
Lørdag var som nat og dag for Aalborg Håndbold og Mors-Thy.
Aalborg Håndbold pulveriserede Lemvig-Thyborøn i anden halvleg og vandt overbevisende med 35-28 foran holdets hjemmepublikum i Sparekassen Danmark Arena.
Se interviews i bunden af artiklen
Anderledes stod det til for Mors-Thy Håndbold som måtte indkassere et nederlag på 37-30 til de forsvarende DM-vindere fra GOG. Resultaterne i sidste runde af Herre Håndbold Ligaen betyder, at de to nordjyske hold ender i samme slutspilsgruppe.
Sådan ser slutspilgrupperne ud:
Gruppe 1:
Aalborg Håndbold, 2 point (1)
Bjerringbro-Silkeborg, 1 point (4)
Mors-Thy (5)
Ribe-Esbjerg (8)
Gruppe 2:
Fredericia, 2 point (2)
GOG, 1 point (3)
Skjern Håndbold (6)
TMS Ringsted (7)
Tæt første halvleg
Aalborg Håndbold havde allerede inden dagens kamp sikret sig førstepladsen i grundspillet og stillede derfor op uden flere stamspillere - heriblandt Simon Hald, Alex Vlah, Sebastian Barthold og Mikkel Hansen.
Gæsterne fra Lemvig-Thyborøn havde derimod alt at spille for. For dem gjaldt det nemlig om overlevelse i landets bedste håndboldrække. Derfor var to busser med medrejsende fans fra det vestlige Jylland taget til Aalborg for at forsøge at sætte deres præg på kampen med trommer og horn.
Det var da også gæsterne, der kom bedst fra start og var foran 8-6 efter 13 minutter. Aalborg Håndbold startede med Fabian Nordsten i målet, men han blev hurtig skiftet ud med Niklas Landin. Landsholdsmålmanden tog så meget fat, at Aalborg pludselig var foran.
Men et godt kæmpende Lemvig-Thyborøn-mandskab holdt snor i hjemmeholdet og pausestillingen lød derfor på 15-15.
Arnoldsen og Landin var afgørende
I anden halvleg trak Aalborg Håndbold hurtigt fra gæsterne, der med en sejr kunne sikre sig overlevelse i Herre Håndbold Ligaen.
Luften gik hurtigt lidt ud af ballonen for vestjyderne, og Aalborg kom foran 25- 19 med en stærkt spillende Thomas Arnoldsen i spidsen. Landin sørgede tilmed for redninger i den anden ende.
Der blev derfor aldrig tvivl om sejren til Aalborg Håndbold, som betød, at Lemvig-Thyborøn skal en tur ned i 1. division.
Mors-Thy var på udebane mod GOG i direkte duel om fjerdepladsen eller måske endda tredjepladsen alt afhængigt af Bjerringbro-Silkeborgs resultat mod Skanderborg AGF.
Mors-Thy fik en skrækstart og kom sig aldrig rigtig over den. Holdet var aldrig i nærheden af at røre GOG, som rykkede helt op på tredjepladsen, da Bjerringbro Silkeborg led et nederlag i deres sidste kamp inden slutspillet.
Interview med Aalborgs cheftræner Stefan Madsen:
Interview med stregspiller René Antonsen:
Interview med Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen: