Aalborg Håndbold melder udsolgt til anden DM-finale
Søndag spiller Aalborg Håndbold anden DM-finale mod GOG.
Søndag byder Aalborg Håndbold 5000 håndboldfans indenfor til en finalekamp, som muligvis kan blive til guldfest.
Der er massiv support fra lægterne, når Aalborg Håndbold går på banen.
Onsdag var der proppet i Gudme til den første DM-finale mellem GOG og Aalborg Håndbold, som endte 25-25, og når Aalborg Håndbold beværter finalebraget mod GOG på søndag, kan de melde alt udsolgt.
- Vi må desværre melde udsolgt, når sæsonkortholdere, sponsorer, GOG-fans og DHF-folk har fået billetter. Det betyder, at vi slet ikke har sat billetter til salg. Det kan være, at vi får en lille portion billetter til salg, hvis der er sponsorer eller folk fra DHF, der ikke gør brug af deres billetter, men det bliver under alle omstændigheder ikke ret mange billetter, siger direktør Jan Larsen til Nordjyske.
Han er ked af, at Aalborg Håndbold ikke kan tilbyde fansene mulighed for at komme ind og se kampen, selvom det også er et udtryk for en enorm opbakning:
- Som vi nyder, og sætter stor pris på, lyder det.
Aalborg Håndbold er efterhånden synonym med DM-titlen i Herre Håndbold Ligaen.
De seneste tre år har de rød-hvide løftet trofæet, og når anden finalekamp spilles i Gigantium på søndag, kan det nordjyske mandskab med en sejr hjemtage guldet. Vinderen af kampen er nemlig dansk mester. Hvis kampen ender uafgjort, skal finaleserien ud i en kamp tre i GOG.
Søndagens kamp starter klokken 17:00.