Aalborg Håndbold er i et kapløb med tiden forud for DM-finale
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Arkivfoto
Aalborg Håndbolds sundhedsstab arbejder på højtryk for at få flest mulige spillere klar til onsdagens første DM-finalekamp mod GOG.
Aalborg Håndbolds sundhedsstab har rigeligt at se til frem mod den første DM-finalekamp af to mod GOG, som spilles onsdag aften klokken klokken 20:30.
De forsvarende danmarksmestre har nemlig haft flere på skadeslisten den seneste tid, og ikke alle ser ud til at kunne betræde halgulvet. Værst ser det ud for den svenske højreback Lucas Sandell, som ikke ud til at blive klar.
Optimisme at spore
Derimod kan Aalborg-fansene til gengæld glæde sig over, at Benjamin Jacobsen og Aron Palmarsson var med i den afsluttende træning, hvilket tegner godt. Hvem der bliver klar til at trække i Aalborg-trøjen onsdag aften, kan Aalborg Håndbolds cheftræner ikke løfte sløret for endnu.
- Der er så småt nogen, der begynder at være med i træningen, men jeg kan ikke sige præcis, hvem der spiller. Vi håber selvfølgelig, at der drypper en enkelt eller to ind i truppen, siger cheftræner Stefan Madsen til TV2 Nord, da den sidste træning inden første finalekamp er afsluttet i Gigantium.
Video: - Vi skal bevare roen, lyder det fra cheftræner i Aalborg Håndbold, Stefan Madsen:
Onsdag klokken 20:30 fløjtes der op til første finalekamp i GOGs håndboldhal i Gudme med plads til 2265 tilskuere. Søndag klokken 17:00 er der returkamp i Aalborg, og skulle det blive nødvendigt med en tredje og afgørende kamp, skal den afvikles på GOGs hjemmebane, da fynboerne sluttede på førstepladsen i grundspillet og dermed tilkæmpede sig hjemmebanefordelen i en potentiel kamp tre.
Hvis det står til Aalborg Håndbolds venstrefløj Buster Juul, så bliver det dog ikke aktuelt.
- Tro mig vi vil meget gerne afgøre det i to kampe og slutte med en guldfest i Aalborg, siger han med guldglimt i øjnene.
Video: - De her finaler har deres eget liv, siger fløjspiller Buster Juul:
Noget kan tyde på, at det bliver en tæt DM-finale. Aalborg Håndbold og GOG har i deres seneste tre indbyrdes opgør hver vundet en kamp, mens den tredje er endt uafgjort.
Aalborg Håndbold så dog mere suveræne ud end GOG i deres semifinalekampe. Nordjyderne skulle blot bruge to kampe på at eliminere Bjerringbro Silkeborg, mens GOG skulle ud i en tredje og afgørende kamp mod Skjern.
TV2 Nord er med hele onsdagen og sender live klokken 19.30 og 22.00. Opfølgende interviews kan efter kampen læses på tv2nord.dk.