Aalborg-forsker vinder fornem pris
Prisen gives til fem forskere i Danmark på tværs af forskningsområder.
- Det er jo en fantastisk anerkendelse. Tit laver vi en masse artikler, som vi deler med andre forskere. Når man vinder en pris, så er det nemmere at forklarer familien, at det, vi laver, faktisk er vigtigt og gør en forskel.
Sådan lyder det fra AAU-professor Mads Albertsen, der modtager en af årets EliteForsk-Prisen.
EliteForsk-Prisen gives til fem forskere, der er under 45, i Danmark på tværs af forskningsområder.
- Man bliver da super stolt. Det er da fantastisk at blive anerkendt for det arbejde, man har lavet i mange år. Jeg startede jo min forskningskarriere for omkring 15 år siden, og det her er en af kulminationerne på det, så det er jo fantastisk, konstaterer han.
Med prisen følger 1 million kroner til forskningsaktiviteter og en personlig hæderspris på 200.000 kroner.
- Det gør både, at vi får lidt penge at forske for, men også at vi måske kan adskille os fra andre forskere, når man for eksempel vil søge penge til forskning.
Blev verdenskendt under coronapandemien
I en alder af 38 år har Mads Albertsen allerede opnået mere end de fleste. Han leder nemlig en verdensførende forskningsgruppe, der udvikler nye avancerede sekventeringsmetoder til at kortlægge DNA fra bakterier i naturen.
Derudover blev han verdenskendt under coronapandemien, da han opbyggede verdens største center for sekventeringer af covid-virus genomer og dermed leverede data til Danmarks overvågning af forskellige virusvarianter.
Mandag modtager han så EliteForsker-Prisen.
- Jeg tror, jeg er god til at samle gode folk omkring mig, konstaterer han og fortsætter:
- Vi prøver bare at gøre det bedste, vi kan, så er det jo fantastisk, at vores forskning har ledt til den her EliteForsker-Pris.
Prisen kan ifølge Mads Albertsen også være en hjælp på længere sigt.
- Det gør, at man som forsker står ud af mængden, så det måske er nemmere at få de store projekter i fremtiden, fordi man nu har et stempel på, at man laver god forskning, forklarer han.
Også plads til familien
Mads Albertsen har dog ikke kun forskning og arbejde i tankerne. Derhjemme har han nemlig tre børn og et familieliv, som han også vægter højt.
- Det handler om prioriteringer det hele. Jeg forsker i 37 timer, og så er jeg familiefar for resten, forklarer han, mens han dog erkender, at nogle uger er fyldt op med mere arbejde.
- De ved jo godt, at der nogen gange er noget, der er vigtigt, men jeg forsøger jo så vidt muligt at arbejde de 37 timer, afslutter han.