Aalborg får verdens største testcenter i skibsgasser
Alfa Laval bygger verdens største testmiljø for flydende naturgas, der bruges på skibe.
Alfa Laval-koncernen har besluttet, at det nuværende testcenter på Gasværksvej i Aalborg skal femdobles i størrelse.
Alfa Laval Aalborg kommer i fremtiden i centrum af den globale udvikling inden for grønne skibsgasser. Det nye center skal stå for udvikling af produkter til LNG (flydende naturgas) og andre grønne brændstoffer.
Alfa Laval i Aalborg påbegynder nu opbygningen af verdens største testcenter for miljø- og forbrændingsteknologi til skibe.
Det sker ved at udvide det nuværende testcenter for oliebaserede brændstoffer på Gasværksvej i Aalborg fra 250 til 1.350 kvadratmeter. Testcentret bliver det eneste af sin slags i verden og kan fuldt udbygget teste alle maritime miljøteknologier til alle typer brændstoffer.
- LNG og andre brændstofalternativer vil komme til at spille en nøglerolle, når rederierne skal kunne imødekomme de stadigt stigende miljø- og energikrav. Vi forventer, at antallet af skibe, der sejler på LNG, vil stige fra de nuværende ca. 500 til 7.000 skibe inden for en overskuelig årrække, og med den store udvidelse af vores testcenter i Aalborg vil vi kunne hjælpe rederierne med cutting-edge teknologi, forklarer adm. direktør Søren Hjorth Krarup fra Alfa Laval Aalborg.
Testcentret i Aalborg bliver unikt, idet alt udstyr og alle processer kan testes på land i en opsætning som én-til-én svarer til et fuldt udstyret maskinrum på et skib i kommerciel drift. Dermed spares kostbar tid og kræfter, og de indhøstede erfaringer kan med det samme omsættes til at optimere løsningerne.
Udvidelsen i Aalborg modtager støtte fra Den Danske Maritime Fond og vil også komme andre firmaer, der leverer til marineindustrien, til gode.
Alfa Laval tilbyder både dem og virksomhedens egne kunder, at de kan afprøve deres produkter i det avancerede testmiljø. Tilsvarende samarbejder Alfa Laval med blandt andre Aalborg Universitet og andre uddannelsesinstitutioner, der kan bruge testcentret til studier og undersøgelser.
Det er nye og strammere krav til renheden af skibenes udstødningsgasser, der driver udviklingen i retning af grønnere skibsgasser. Og yderligere stramninger for henholdsvis kvælstofoxider (NOx) og svovloxider (SOx) er på vej. Her er LNG særligt attraktivt, fordi det reducerer udledningen af NOx med 85-90 pct. og SOx med op til 100 pct.
Arbejdet med udbygningen af det nye testcenter på Gasværksvej i Aalborg er allerede i gang, og centret forventes klar til ibrugtagning i slutningen af 2016.