Aalborg er en flaskehals: Oversvømmelse ved roklub
Aalborg Kommune advarer trafikanterne på havnefronten i Aalborg.
Limfjorden er gået over sine bredder ved roklubben Ægir og Kulturbroen. Og Aalborg Kommune har sat skilte op med advarsler til trafikanterne i området.
Oversvømmelsen er et resultat af den forhøjede vandstand, som skyldes, at store vandmasser er presset ind i Limfjorden efter søndagens voldsomme blæsevejr.
- Man kan sige, at Aalborg er en flaskehals, hvor vandet bliver presset ind fra vest, og strømmen kan samtidig vende og komme fra øst. Og der er så snævert ved Aalborg, at vandet stiger op over kajkanten, forklarer afdelingsleder i By og Landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune Henrik Jess Jensen.
Kajkanten skal hæves
Han peger på, at området ved roklubben Ægir og Kulturbroen er lidt af en klassiker, når det handler om oversvømmelser, og kommunen har tidligere været ude og advarer trafikanterne på havnefronten.
- I forbindelse med den fremtidige klimasikring af området skal vi have hævet kajkanten til 1.90 meter, så man undgår oversvømmelser i forbindelse med forhøjet vandstand og de bølger, der kan skvulpe ind over kajkanten, når der samtidig er blæst, siger Henrik Jess Jensen.
Han siger, at i dag giver det problemer, allerede når vandstanden er 1.10 meter over det normale, og der samtidig er bølger.
Henrik Jess Jensen kan se i vandstandsprognoserne for resten af tirsdagen, at vandet i Limfjorden ved Aalborg er faldende, så han forventer ikke, at der i denne omgang bliver yderligere problemer ved området ud for roklubben Ægir og Kulturbroen.