Aalborg er Danmarks mest erhvervsvenlige storby
Foto: TV2 Nord
Snart bliver det endnu lettere at komme fra Aalborg til Nørresundby til fods eller på cykel. En havnebus skal sejle over limfjorden. Men det er ikke en helt almindelig havnebus.
Aalborg er den bedste storby i Danmark at drive virksomhed i, mens Brønderslev kommune er den mest erhvervsvenlige kommune i Vendsyssel.
For 10. gang i træk har Dansk Industri taget den erhvervsvenlige temperatur blandt de danske virksomheder i byer og kommuner landet over. Nordjylland topper listen, for Aalborg er ifølge virksomheder selv, den bedste storby i Danmark at drive virksomhed i.
- Det er svært for de store bykommuner at have den samme grad af nærhed og service, som man kan i de mindre kommuner, hvor der ikke er så mange virksomheder. Men Aalborg gør det altså godt. Og jeg er sikker på, at en stor del af forklaringen findes i Aalborg Alliancen. Her går man jo helt ind og får fat i selve kernen, når det gælder dialog, arbejdskraft og infrastruktur, siger Peter Rindebæk, formand for DI Aalborg.
I sin årlige undersøgelse Lokalt Erhvervsklima tager Dansk Industri temperaturen på den service og de forhold, som kommunerne tilbyder de lokale virksomheder. Her lander Aalborg på en 45. plads, mens de andre danske storbyer København, Odense og Aarhus må nøjes med en 89., 72. og 69. plads.
Det er især under kategorierne ”arbejdskraft”, ”information” og ”dialog”, at Aalborg Kommune har forbedret sig mest.
Dertil har Aalborg Alliancen, der er en aftale mellem Aalborg Byråd og erhvervslivet i Aalborg Kommune, til hensigt at øge adgangen til kvalificeret arbejdskraft, nedbringe ledigheden i kommunen samt medfinansiere den tredje limfjordsforbindelse med 600 millioner kroner.
Brønderslev kommune er den mest erhvervsvenlige i Vendsyssel
Det er ikke kun Aalborg, der ligger højt på listen over de mest erhvervsvenlige byer i Danmark. Brønderslev Kommune bliver kåret til den mest erhvervsvenlige kommune i Vendsyssel, det viser Dansk Industris undersøgelse.
Dermed havner Brønderslev Kommune i den bedste tredjedel af landets kommuner.
Sidste år landene Brønderslev Kommune som nummer 45, men siden da har kommunen taget noget af et højdespring. I år er kommunen rykket op til en placering som nummer 27. Årsagen er ganske enkel.
- Kommunen har et godt image, og det er noget af det, som virksomhederne i Brønderslev prioriterer allerhøjest. Et godt image gør det for eksempel lettere at tiltrække arbejdskraft til kommunen, siger næstformand Gitte Clausen Bruun fra DI Vendsyssel.
Erhvervsklimaet i kommunerne bliver vurderet ud fra ni kriterier. Information og dialog er en anden kategori, hvor kommunen har oplevet fremgang. Her er det kommunens formidling af væsentlig information til virksomhederne, der driver den positive udvikling.
- I vores undersøgelse handler information og dialog om, hvor god kommunen er til at holde omverdenen orienteret. Alle kommuner har fra tid til anden sager, der har stor interesse for borgere og virksomheder. Det afgørende er, at det er til at gennemskue, hvad der sker, siger Gitte Clausen Bruun.
Det vigtigste emne for virksomhederne i Brønderslev Kommune er infrastruktur og transport. I de seneste år har kommunen ligget i den tunge ende, men i år er der fremgang. Det er især virksomhedernes vurdering af den kollektive trafik, der er mere positiv end tidligere.
Frederikshavn Kommune er nummer 40 og Hjørring Kommune er nummer 61 i årets undersøgelse.
LOKALT ERHVERVSKLIMA 2019
- DI’s undersøgelse, Lokalt Erhvervsklima 2019, er Danmarks største undersøgelse af kommunernes erhvervsklima. Det er 10. år i træk, at DI laver undersøgelsen.
- 7.332 virksomheder inden for DI’s brancher, blandt andre produktion, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service, har svaret på undersøgelsen. Besvarelserne repræsenterer omkring 370.000 arbejdspladser, hvilket svarer til mere end 20 pct. af den private beskæftigelse.
- Virksomhedsledernes bedømmelser vejer 2/3 af undersøgelsens resultat, mens den sidste tredjedel afgøres af statistiske faktorer som skat, grundskyldspromille, privat beskæftigelse, antal nystartede virksomheder og erhvervsfrekvens mv.
- Resultaterne fra spørgeskemaerne og de statistiske indikatorer er opdelt i ni kategorier. De giver et billede af, hvor godt kommunerne klarer sig på forskellige områder – ud over det samlede resultat.
- 93 ud af landets 98 kommuner er blevet bedømt. De fem mindre kommuner Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes en tilstrækkelig mængde svar.