Aalborg-band leverer soundtracket til OK18-konflikten
Tirsdag eftermiddag samles flere tusinde medlemmer af 20 fagforeninger til stor demonstration på Gammeltorv i Aalborg. Her får sangen "Vis Hvad I er Værd" officielt premiere.
Når flere tusinde medlemmer af 20 fagforeninger tirsdag eftermiddag samles til en stor demonstration i Aalborg for bedre vilkår og lønstigninger til de offentligt ansatte i Danmark, gør de det med en helt ny sang på plakaten.
Aalborg-bandet Perlefars optræden er nemlig et af de første punkter på programmet. Klokken 17.15 går de på scenen med en helt ny sang, der er skrevet og skræddersyet til den konflikt, der nærmer sig med hastige skridt.
Sangen "Vis Hvad I er Værd" er blevet til med støtte fra Aalborg Lærerforening.
- I Aalborg Lærerforening modtog vi en henvendelse fra et lokalt band, som havde en støttesang på tegnebrættet. De manglede en lille smule midler til produktion og videofilm, som vi glædeligt hjalp med. De har intet honorar fået og har lavet sangen og øvet optræden i deres egen fritid for en større sag. Vi valgte at hjælpe, fordi deres sang er rigtig god, og fordi der mangler en stemme i radiomediet – især på den musiske dimension, siger formand for Aalborg Lærerforening, Karsten Lynge Simonsen.
Bandet Perlefar håber da også, at netop deres sang kan blive protestsoundtracket, hvis konflikten skulle bryde ud, og både strejke og lockout ender med at ramme Nordjylland og resten af landet.
Spørger man Aalborg Lærerforening, er "Vis Hvad I er Værd" i hvert fald et godt bud på en samlende protestsang:
- Vi mener selv, at deres sang rammer godt i tråd med nogle af fagbevægelsens synspunkter, og den er bygget op på en god protestsangs-tradition. Den swinger, har både politiske og humoristiske budskaber, og så har den ørehænger-omkvæd, siger Karsten Lynge Simonsen.
Demonstrationen begynder klokken 17 på Gammeltorv i Aalborg og slutter igen klokken 19.