Aalborg 89ers leder efter nye footballspillere
Marley Skyum har spillet almindelig fodbold i otte år.
Mandag, tirsdag og torsdag i uge 31 åbner Aalborg 89ers for dørene til en verden, kun de færreste kender. Nemlig amerikansk fodbold. På amerikansk fodboldskole skal ni børn og unge finde ud af, om sporten er noget for dem.
13-årige Marley Skyum prøver i disse dage kræfter med amerikansk fodbold for første gang. Han har spillet almindelig fodbold de sidste otte år, men i dag er han blevet lokket med til den amerikanske version af sin fætter.
- Jeg kunne godt tænke mig at prøve noget nyt, og så går min familie også meget op i amerikansk fodbold, siger Marley Skyum.
Otte drenge og én pige har hevet tre dage ud af sommerferien for at prøve kræfter med Aalborg 89ers amerikanske fodboldskole.
Her skal de igennem en masse kasteøvelser, gribeøvelser og tackleøvelser samt små spilsituationer for at finde ud af, om amerikansk fodbold er noget for dem.
Alle kan være med
Det er ungdomstrænerne Mads Hedegaard Christiansen og Jacob Fokdal, der står for footballskolen.
- Det er en fryd at stå her som træner og ha’ med børn at gøre, som har lyst til at lytte efter og lyst til at være med. Så det er en super god oplevelse, siger Mads Hedegaard Christiansen.
Ungdomstræner Mads Hedegaard Christiansen har tidligere været en del af det danske landshold, så han ved, hvad det kræver at spille amerikansk fodbold.
- Er du god til at løbe, så har vi en plads, er du god til at sparke, så har vi en plads, er du god til bare at kaste, så er der plads, siger han.
Aalborg 89ers understreger, at der uanset køn, højde eller vægt er plads til alle på footballskolen. For i amerikansk fodbold er der brug for alle.
Anderledes end fodbold
Selvom navnet antyder noget andet, så er der ikke mange ens ting ved almindelig fodbold og amerikansk fodbold. Men Marley Skyum har fundet et par ting, han kan tage med hjem.
- Det er meget mere fysisk end normal fodbold, hvor man ikke skal løbe ind i hinanden. Så jeg bliver vel meget mere stærk, når man bliver løbet ind i, og så skal vi også løbe ret meget, siger han.
Mads Hedegaard Christiansen håber, at de med footballskolen kan give nogle oplevelser videre til nye børn og unge.
- Hvis man har lyst til at prøve, så kommer man bare i morgen eller på torsdag inden klokken 10, så tager vi den derfra. Det er ikke for sent at melde sig til indtil videre.
Se hele indslaget fra footballskolen:
Ungdomsholdene i Aalborg 89ers starter den nye sæson op tirsdag i næste uge, hvis man skulle have lyst til at prøve kræfter med amerikansk fodbold.