AaB's krise forværret trods god præstation
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB var længe på vej mod en tiltrængt sejr i Superligaen, men gæsterne fra Silkeborg løb med alle tre point i søndagens kamp.
Der var vigtige point på spil, da et kriseramt AaB-mandskab søndag eftermiddag tog imod Silkeborg IF i nordjydernes sidste hjemmekamp før VM- og vinterpausen.
AaB ligger næstsidst i Superligaen og havde før opgøret seks point op til Brøndby, der ligger lige over nedrykningsstregen. Derfor ville en sejr lune gevaldigt for Erik Hamréns tropper.
Og en AaB-sejr var lige netop, hvad det længe så ud til at blive til i søndagens kamp på Aalborg Portland Park, men i løbet af opgørets sidste 20 minutter fik gæsterne scoret to gange. Dermed vandt Silkeborg med 2-1, og AaB har nu tabt tre Superliga-kampe i træk.
AaB ved dermed, at de må overvintre under nedrykningsstregen, selvom der resterer en enkelt runde i Superligaen i efteråret.
Hurtigt foran
Andreas Poulsen sikrede ellers AaB en drømmestart, da han efter tre minutters spil stødte med frem i venstresiden og fik bolden.
Den tidligere AaB-målmand Nicolai Larsen, som nu vogter Silkeborg-målet, måtte give fortabt, da Poulsen med venstrebenet hamrede kuglen ind ved nærmeste stolpe og bragte hjemmeholdet foran med 1-0.
AaB-fansene kunne glæde sig over en stærk præstation fra deres favorithold i første halvleg. De 11 rød-hvide spillere på banen var i godt spillehumør og fik skabt flere fine scoringsmuligheder uden at give ret meget væk i den modsatte ende.
Marco Ramkilde fik sparket bolden i mål i slutningen af første halvleg, men AaB-angriberens scoring talte ikke, fordi han var offside-position, da han modtog bolden.
Tidligere AaB-spillere skiftet ind
Den tidligere AaB-angriber Nicklas Helenius kom på banen for Silkeborg fra anden halvlegs begyndelse, men hans tilstedeværelse gjorde ikke umiddelbart gæsterne meget farligere, end de var i første halvleg.
Silkeborg var væsentlig mere i boldbesiddelse end AaB efter pausen, men hjemmeholdets defensiv fungerede godt, og det spillemæssige overtag til østjyderne resulterede derfor ikke i de store målchancer.
Efter en lille times spil kom endnu en eks-AaB'er, offensivspilleren Kasper Kusk, på banen for Silkeborg.
Hverken Kusk eller Helenius havde dog andel i målet, da Silkeborg udlignede til 1-1 efter 70 minutters spil. Stefán Teitur Thórdarson modtog bolden i hjemmeholdets felt og passerede AaB's unge målmand Theo Sander, som ikke kunne stille ret meget op.
Otte minutter efter udligningen var der igen fare på færde for hjemmeholdet. Efter forarbejde fra Nicklas Helenius havnede bolden hos Pelle Mattsson, som med et drøn af en afslutning bragte Silkeborg foran med 2-1.
I kampens sidste minutter fik AaB flere gange flyttet spillet op i nærheden af Silkeborgs mål, men det blev ikke til flere scoringer i opgøret, så nordjyderne blev noteret for deres ottende nederlag i Superligaen i denne sæson.
AaB har to kampe tilbage i kalenderen før vinterpausen. Onsdag møder nordjyderne på udebane Middelfart fra 3. division i ottendedelsfinalen i pokalturneringen, mens efterårets sidste opgave er næste søndags udekamp mod FC Nordsjælland i Superligaen.
Se interview med AaB's cheftræner Erik Hamrén: