AaB vinder endelig og cementerer oprykning
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Mathias Jørgensen og Kasper Jørgensen indtog en hovedrolle, da AaB vandt mod Fredericia.
Alle tre nordjyske Nordicbet-liga hold var i kamp fredag aften. Det endte med blandet succes.
AaB sikrede sig i søndags oprykning til Superligaen, da dagens modstander fra FC Fredericia smed point mod Kolding.
Derfor fik AaB ikke muligheden for selv at spille sig op i landets bedste række, men de fik til gengæld den første sejr i syv kampe.
Resultatet blev nemlig 1-0 på Aalborg Portland Park til nordjyderne. Målet blev sat ind i et drømmehug af højre back Kasper Jørgensen.
Faktisk scorede han allerede efter 12 minutter, da Mathias Jørgensen finder Kasper Jørgensen, som får meget godt træf på sin flugter.
Men det skulle også forblive højdepunktet i en første halvleg, som blev domineret af AaB. Chancer var der ikke mange af.
Det kom der i begyndelsen af anden halvleg, men Fredericia-keeperen redder med foden på Oliver Ross.
Herfra begyndte holdene at ligne nogle, der allerede er gået på sommerferie - ingen af dem har mere at spille for, da begge oprykkere er fundet.
Derfor forblev det også ved 1-0 til AaB, som før kampen blot havde fået to point i de seneste seks kampe. En tiltrængt sejr, men placeringen som rækkens nummer to forbliver AaB på.
Uafgjort i Hjørring - nederlag for Hobro
Faktisk kan AaB ikke længere rykke længere op ad i tabellen, da SønderjyskE nu er syv point foran med to kampe tilbage.
Her spillede sønderjyderne mod Vendsyssel FF i Hjørring, hvor det endte helt uden mål - 0-0.
Vendsyssel kæmper - blandt andet med Hobro IK om - ikke at ende sidst i oprykningsspillet, og det ene point hjælper klubben med at rykke op på femtepladsen.
Det sidste nordjyske 1.divisionshold var også i spil fredag aften, da Hobro IK spillede mod Kolding IF.
Her blev det til et nederlag på 2-1 - det var dog også en kamp, hvor begge mandskaber ikke skabte de helt store chancer, men hvor der alligevel blev scoret en del mål.
Nederlaget sender Hobro ned på sjettepladsen i rækken - a point med Vendsyssel, endda med samme målscorer som vendelboerne. Hobro har dog scoret færrest mål af de to hold, hvilket gør, at de ligger nederst.
Næste runde i Nordicbet-ligaen er 24. maj, hvor alle tre hold igen spiller på samme tidspunkt, klokken 19. Igen spiller ingen af dem mod hinanden.