Han har dem i alle farver med nitter eller polkaprikker, og folk kommer langvejs for at købe dem. Per Severinsen sælger 700 par træsko om året i sin skobutik i Elling nord for Frederikshavn.
- Jeg har eneforhandlingen i hele Danmark af de originale svensker-træsko. Dem sælger jeg rigtig mange af, siger Per Severinsen, der er indehaver af Elling Sko.
Den lille butik fejrer i de her dage 60 års jubilæum på samme adresse. Det var Pers forældre, der startede forretningen, og Pers bedstefar var også skomager.
- Butikken startede i 1964, hvor udvalget kun var gummistøvler og træsko. Det var træsko, som min far sad og lavede nede på værkstedet. Han sad og flækkede dem dernede, husker Per Severinsen.
Selv skulle han egentligt slet ikke ind i skobranchen, men omstændighederne ville det anderledes.
- Min mor blev syg i 1995. Så bad min far mig om at træde til, forklarer Per Severinsen.
Fødderne har ændret sig
Sådan blev den uddannede maskinarbejder skomand. I begyndelsen var butikken på kun ni kvadratmeter. Siden er den udvidet til 135, og i dag er der også webshop, og der sælges alle former for sko og støvler. Per har oplevet, at både skomoden og kundernes fødder har udviklet sig gennem tiden.
- Folk de får bredere og bredere fødder og flere problemer med fødderne. Så er det vigtigt, at man som butik her lidt ude på landet har fodtøj både til knyster og til hammertæer, siger Per Severinsen.
Per står fuldt ud ved, at han ikke altid sælger de nyeste trends. I butikken bliver der vægtet komfort frem for mode, og det kører kunderne gerne langt for.
- Jeg har meget små fødder og døjer med at finde sko rundt omkring. Så blev jeg anbefalet at køre herud. Nu har jeg faktisk købt tre par støvler, og så kan jeg klare mig i et stykke tid, siger Anne-Mette Pedersen, der kørt til Elling fra Hjørring for at købe fodtøj.
Kønne er de altså ikke
Per sælger også noget, han slet ikke kan forstå, at kunderne vil have. De berygtede clogs. Det er en trend, han aldrig har forstået, men han er så meget købmand, at han ikke forsøger at overtale kunderne til at købe noget andet, når de efterspørger clogs.
- Clogs er ikke pæne på nogen som helst måde. De kan være rigtig praktiske for mange, men kønne, det er de altså ikke, siger Per Severinsen, mens han indrømmer, at han også selv har haft et par clogs for flere år siden.
Synger Elling sko på sidste vers?
Selvom Elling sko er en, for Per, stolt familievirksomhed, har børnene andre planer i livet. Og der er derfor ikke nogen af børnene, der vil overtage butikken. Og det kan Per trods alt godt forstå, for de lange arbejdsdage i butikken gør, at timelønnen i at sælge sko i Elling ikke er særlig høj. Per Severinsen tror derfor, at han bliver den sidste i familien, der sælger træsko i Elling.
- Det bliver sikkert vemodigt på det tidspunkt. Det må jeg tage som det kommer, siger skomanden fra Elling.