AaB udlejer stærk offensiv til Hansa Rostock
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Det unge talent Rasmus Thellufsen skal det næste stykke tid spille i den tredjebedste tyske række.
AaB’s unge offensivspiller Rasmus Thellufsen skal frem mod 1. juli 2020 spille hos FC Hansa Rostock, der ligger i den tredjebedste række i Tyskland.
Rasmus Thellufsen kom i 2012 som U/15-spiller til AaB fra samarbejdsklubben I.F. Skjold Sæby.
- Rasmus’ talent er åbenlyst, men i truppen har vi hård konkurrence på de fleste positioner, og Rasmus’ udsigt til spilletid var måske længere væk, end den længe har været, siger Allan Gaarde, sportsdirektør hos AaB.
- Derfor har vi i noget tid også været enige om, at en udlejning ville være optimalt, og på Rasmus’ vegne er vi glade for, at det bliver i en spændende klub som Hansa Rostock, han skal udvikle sig.
Ingen udsigt til spilletid i AaB
Den slumrende østtyske storklub fra Rostock har i sæsonens første seks spillerunder i 3. Bundesliga blot hentet fem point, og Rasmus Thellufsen ser frem til at kunne bidrage til holdet og få hjemmebane på et stadion med plads til 29.000 tilskuere:
- Spilletid er selvfølgelig vigtigt for min udvikling, og da der i øjeblikket ikke var udsigt til dette i AaB, så blev vi enige om, at det er bedst, at jeg får mig prøvet af et andet sted, siger Rasmus Thellufsen.
- Derfor glæder jeg mig også til min nye udfordring og blive en del af en stor klub som Hansa Rostock og prøve kræfter med et nyt land og en anden kultur.
Mulighed for forlængelse med Rostock
Rasmus Thellufsen er i AaB noteret for 76 officielle kampe og 11 scoringer, ligesom det er blevet til 11 ungdomslandskampe for Danmark.
22-årige Rasmus Thellufsen har kontraktudløb med AaB 31. december 2020, og der er allerede nu aftalt en option med FC Hansa Rostock, hvis den tyske klub og Rasmus Thellufsen fra 1. juli 2020 ønsker at fortsætte samarbejdet.