AaB udlejer midtbanespiller til Silkeborg
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
AaB udlejer den slovakiske midtbanespiller Filip Lesniak til Silkeborg I.F. frem til 30. juni 2020.
Den slovakiske midtbanespiller Filip Lesniak er blevet overdraget til Silkeborg I.F.'s trup, kort forinden Superligaens start på søndag.
Han er udlejet frem til 30. juni 2020, hvor hans kontrakt med AaB udløber.
- Jeg vil gerne sige tak til alle i AaB. Ikke mindst holdkammeraterne, trænerstaben og administrationen. Jeg havde en god begyndelse i klubben, og selvom det har været hårdt ikke at spille i det seneste halve års tid, har jeg været glad for at være en del af klubben, og jeg ønsker AaB alt det bedste, siger Filip Lesniak.
Filip Lesniak er 23 år gammel og har spillet otte U/21-landskampe for Slovakiet. Han kom i sommeren 2017 til AaB efter fem år i Tottenham Hotspur.
- Filip fik en god start i AaB og spillede næsten alle kampe i sin første sæson i klubben. Siden har det ikke udviklet sig, som hverken vi eller Filip havde håbet. Derfor ser vi lejemålet til Silkeborg I.F. som den rigtige løsning, for Filip har brug for at spille førsteholdsfodbold, og det havde han ikke udsigt til i AaB, siger sportsdirektør i AaB Allan Gaarde og fortsætter.
- Selvom Filip ikke har fået meget spilletid på det seneste, har han hele vejen igennem været topprofessionel, og vi ønsker ham al mulig held og lykke fremover.
Filip Lesniak opnåede 44 officielle kampe og to mål for det nordjyske hold.