AaB taber til Vejle: Fire minutter afgjorde kampen
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB’s træner Jacob Friis havde genvalgt samme 11 spillere der i sidste spillerunde vandt 2-1 i Parken over FCK Aftenens modstander, oprykkerne fra Vejle Boldklub, er kommet godt fra start, og en sejr over AaB betyder en foreløbig førsteplads i superligaen.
Det var Vejle Boldklub, der fik kampens første store chance efter 10 minutters spil, men AaB målmand Jacob Rinne fik reddet bolden.
I næste angreb slog hjemmeholdet til. Jacob Ahlmann blev sendt afsted i venstre side, lavede en såkaldt tunnel på en Vejle spiller, fandt Frederik Børsting, der, via en Vejle forsvarer, hamrede bolden i mål til 1-0.
Jacob Ahlmann havde i de første 10 minutter haft flere gode gennembrud i venstre side. Her kunne han drive gæk med forsvarsspilleren Kevin Yamga. Reaktionen kom prompte fra en ophidset Vejle træner, og stakkels Yamga blev hevet fra banen.
Frederik Børsting scorede også i AaB’s seneste hjemkamp mod AGF og har vist sig at være utrolig effektiv foran modstanderes mål.
Selvom hjemmeholdet AaB havde bolden mest, var Vejle ikke helt ufarlige i deres contraspil. Især den lille letbenede angriber Allan Sousa var hele tiden farlig.
Efter en halv time spillede Vejle sig igennem i venstre side, og tæt inde foran mål dukkede netop Allan Sousa op og afsluttede et flot Vejle angreb ved at banke bolden ind bag AaB målmand Jacob Rinne til 1-1. Der måtte dog flere minutters VAR gennemgang til, inden målet blev godkendt af dommeren.
10 minutter senere broderede Vejles letbenede angribere sig igennem et noget passiv AaB forsvar og bragte Vejle Boldklub foran 2-1. Igen gik der flere minutter, inden dommeren og VAR dommeren uden for stadion annullerede målet for off-side. AaBs forsvar slap med skrækken, men var nu advaret ad flere omgange.
Gæsterne fra Vejle var bestemt ikke ufarlige. De havde et par nærgående forsøg, mens det ikke rigtig gled i den anden ende for hjemmeholdet. Lucas Andersen, som man ikke så så meget til i første halvleg, havde et godt forsøg tæt forbi mål. Men stillingen forblev 1-1 efter de første 45 minutter.
Anden halvleg
AaB startede som lyn og torden. Et mesterligt flot angreb startet med hælaflevering til Lucas Andersen der, med en følt aflevering, fandt en total fri Iver Fossum. Desværre strøg hans hovedstød lige forbi Vejle-målet.
Minuttet efter kom et nyt flot AaB angreb, men Jacob Ahlmanns forsøg blev afværget i sidste øjeblik. Lucas Andersen gav det også et forsøg, men fik afsluttet lige forbi mål.
Midt i halvlegen fortog både AaB og Vejle dobbelt udskiftning. Målscorer Frederik Børsting og en halvskaldet Mathias Ross blev erstattet af Daniel Granli og Tim Prica.
Et Vejle hjørnespark var lige ved at overrumple AaB’s målmand Jacob Rinne, der ville bokse bolden væk, men bolden blev ramt forkert, så den fik retning mod eget mål. Heldigvis fik Jacob Rinne selv reddet situationen.
Med ti minutter tilbage af kampen kom Kasper Kusk på banen i stedet for anfører Lucas Andersen og Lucas Klitten afløste Jacob Ahlmann.
AaB’s ellers så stærke Jores Okorer var lige ved at koste AaB point. Okorer tabte en håbløs løs bold i eget målfelt, men den tidligere Vendsyssel FF spiller Lucas Jensen misbrugte den oplagte målchance.
Men på bare 4 minutter afgjorde Vejle Boldklub kampen. Alle ventede på, at dommeren ville fløjte for offside, men linjedommerens flag og fløjten forblev tavse, og så kunne kampens bedste spiller, Allan Sousa, score til 2-1.
Dommeren måtte igen have hjælp fra VAR, men afgørelsen stod ved magt.
I slutminutterne gik AaB i total opløsning, og så kunne Said Ezzatollahi scorer til slutresultatet 3-1.
En sejr der ikke var helt ufortjent. Vejle spillede en meget veldisciplineret kamp foran de 300 frysende tilskuere, som gik skuffede hjem.
Vejle indtager med sejren nu førstepladsen i superligaen