AaB står overfor revanche mod topmodstander, men én ting udfordrer cheftræneren
Her er det billeder fra AaBs træning onsdag forud for lørdagens kamp. Foto: Mogens Jørgensen
Med kun 10 kampe tilbage og et forspring på 15 point ned til nærmeste oprykningskandidat kan AaB snart skrive "3F Superligahold" på visitkortet.
Om et døgn møder AaB sine nærmeste forfølgere i toppen, SønderjysKe, på Aalborg Portland Park.
SønderjyskE er lige nu tre point efter AaB, der besidder førstepladsen i Nordic Betligaen.
Men spørger man anfører Rasmus Thelander og træner Oscar Hiljemark er placering i toppen af ligaen og et forspring på 15 point ikke noget, man bruger tid på at snakke om i omklædningsrummet eller til træning.
VIDEO: Følg en af AaBs sidste træninger inden lørdagens kamp:
Træner Oscar Hiljemark vil hellere snakke om, hvor meget han og spillerne savner at træne på græs, i stedet for kunstgræsbanen i Gistrup.
- Vi ville meget gerne have været på græs og træne på vores egen bane. Banen bliver tør, og den er svær at få tempo på - og så slider den på spillernes kroppe, siger Hiljemark.
Og hvis det stod til ham, var der en græsbane klar, men han ved godt, at han ikke kan beslutte det. De seneste år har Aalborg Kommune først givet tilladelse til at benytte græsbane efter 1. april, og det gælder også anlægget i AaB.
Vil vinde ligaen
Så Hiljemark og spillerne må altså "nøjes” med det hårde underlag lidt endnu.
Indtil da kan træner Oscar Hiljemark se frem til tre - måske - afgørende kampe først mod SønderjyskE, dernæst to lokalopgør på udebane mod henholdsvis Vendsyssel FF og Hobro IK.
Bliver det til tre sejre og ni point, er det lige før, champagneproppen kan springe. Og dét tror Rasmus Thelander på:
- Det var vores klare mål fra starten af at rykke op, og nu har vi et mål om at vinde ligaen, siger han.
Kampen fløjtes i gang lørdag klokken 16.30 og kan ses på TV3 sport og Viaplay.
Jeg må igen komme med en påstand, som ikke er populær hos tilhængere af "de rø’e". Selve spillet på banen har ikke være prangende i NordicBet Ligaen, men det er en stor bedrift, at man inden de afgørende kampe er 15 point foran.
Det kan man ikke tage fra trænere og spillere, som faktisk selv flere gange overfor journalister har udtrykt bekymring over, at spillet ikke har kørt optimalt, men glædet sig over, at det trods alt bliver til point hver gang.
Eller som man tit siger om et tophold: Det, der kendetegner et tophold, er, at man får point, selvom man har spillet skidt.