AaB misser gylden mulighed for at spille sig i top-6
Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix
AaB var afhængige af udfaldet af to andre kampe i sidste runde af grundspillet i Superligaen, men selvom de kampe gik AaB’s vej, formåede aalborgenserne ikke selv at vinde og ender dermed udenfor mesterskabsslutspillet.
AaB havde alle muligheder for at spille sig i top-6 efter sidste runde af grundspillet i Superligaen, da de søndag aften tog imod OB, der allerede inden opgøret var dømt til at ende i den tunge ende af tabellen.
Aalborgenserne var afhængige af, at enten Randers eller Sønderjyske smed point mod henholdsvis FC København og FC Nordsjælland. Randers vandt sin kamp over FC København, til gengæld tabte Sønderjyske med 2-1 i Farum og dermed krævede det tre point til AaB, for at de kunne klemme sig med i top-6 og dermed sikre sig overlevelse i Superligaen samt en lille chance for at hente medaljer ved sæsons ophør.
Men en gruppe gæve fynboer ville det anderledes. OB, som for første gang havde Michael Hemmingsen til at lede tropperne efter klubben fyrede Jakob Michelsen i løbet af ugen, tog nemlig fusen på bolsjestriberne og vandt kampen 0-2.
Efter 14 minutters spil kom ”striwerne” foran, da islandske Aron Elis Thrandarson sendte kuglen i nettet ved bagstolpen, efter oplæg af Issam Jebali.
Det blev det eneste mål i en første halvleg, hvor AaB havde svært ved at skabe de store chancer.
AaB gjorde det svært for sig selv
I pausen kunne AaB’erne så notere, at Sønderjyske var bagud 2-0 i Farum og Randers og FC København havde nettet en enkelt gang hver. Dermed kunne AaB spille sig i top-6 med en sejr, hvis stillingerne i de andre kampe holdt.
Og AaB kom da også ud til anden halvleg og spillede sig til to store chancer, som dog blev misbrugt af Tom van Weert. OB var omvendt skarpe efter 11 minutters spil af anden halvleg. Her skiftede Issam Jebali rollen som oplægger ud med rollen som målscorer, da han via indersiden af stolpen sendte OB foran med 0-2.
Herfra så det meget svært ud for AaB, hvis de skulle holde liv i drømmen om top-6 og mesterskabsslutspillet.
AaB var ellers tæt på en reducering i det 83. minut da Martin Samuelsen sendte et hovedstød på stolpen, men tættere på kom AaB ikke, og dermed kunne fynboerne rejse tilbage over Lillebælt med tre point ekstra på kontoen.
Med resultatet må AaB vinke farvel til top-6 og i stedet finde sig til rette med en plads i den nederste halvdel af tabellen, hvor de i første omgang skal fokusere på overlevelse. Aalborgenserne er dog ikke i umiddelbar nedrykningsfare, da de har otte point ned til Lyngby på 11.-pladsen. Der er 10 runder i nedrykningsslutspillet, hvor alle hold møder hinanden ude og hjemme.