AaB-målscorer håber sejr kan kickstarte holdet: "Stimen skal jo starte et sted"
Forhåndsfavoritterne fra Hobro var skuffede over at tabe på hjemmebane, mens AaB var lykkelige over deres første udesejr siden februar.
AaB's enlige målskytte fra søndagens kamp mod Hobro, Frederik Børsting, var mere end glad, da han efter 90 minutters fodbold på DS Arena i Hobro søndag aften, kunne se tilbage på holdets første sejr på udebane siden 19. februar i år.
- Ja for satan, det var dejligt at score. Men det var endnu mere dejligt, at vi vinder på udebane. Det har været lang tid uden sejr på udebane, og vi havde brug for det efter sidste kamp, efter en dårlig præstation (mod OB, hvor AaB tabte 0-2 red.)
Ja for satan, det var dejligt at score. Men det var endnu mere dejligt, at vi vinder på udebane.
Frederik Børsting, AaB
Kampens enlige mål blev scoret i de indledende minutter, hvor Børsting var hurtigst fremme ved bolden efter en halvclearing fra Hobro-keeper Jesper Rask. Efterfølgende lukkede AaB effektivt ned for hjemmeholdet, der hverken fik lejlighed til at spille henover AaB til lynhurtige Antipas eller Alka Superligaens topscorer Pål Kirkevold, ligesom den nordjyske fodbold-storebror fra Aalborg effektivt holdt Hobro fra chancer i forbindelse med dødbolde.
Det spil, i kombination med et Hobro-hold, der bestemt ikke kom godt fra start, afgjorde kampen, vurderer Frederik Børsting:
- Vi er måske lidt skarpere end dem, og jeg synes, vi kæmper rigtig godt, og holder dem fra de fleste chancer, lyder vurderingen, som hjemmeholdets Jonas Brix Damborg er enig i:
- Vi kommer forfærdeligt ud, og vi mangler udtryk. Jeg synes aldrig, vi kommer tilbage efter det tidlige mål, og i pausen er vi bagud på rigtig mange parametre. Vi formår ikke at skabe de chancer, vi skal, men vi vidste godt, AaB ville være dygtige i deres organisation, og vi formår ikke at få dem åbnet op i dag.
Artiklen fortsætter under billedet.
Hobro, der lige nu ligger lunt i svinget til en slutspilsplads, og som er bedre placeret i tabellen end de forsvarende mestre fra FC København, var inden kampen udset som favoritter i kampen mod AaB, der på 14 kampe, kun havde høstet 16 point.
Jonas Brix Damborg mente efter kampen dog, at det mestendels var medierne, der havde givet holdet rollen som favoritter.
- Vi ved godt, vi er den lille i det her selskab. Vi har gjort det rigtig godt, og derfor er vi også blevet udrådt til favortitter, og jeg havde da også forventet mere af os selv i dag.
TV 2 Nords sportsekspert Hans Peter Rytter er dog ikke enig i, at det er medierne, der har givet oprykkerne favoritværdigheden:
- Det er deres gode spil, der har gjort dem til favoritter. Hvis vi ser på det spil, de har vist, og den statistik, der er, så ser vi, at AaB ikke har vundet en udekamp siden 18. februar, og at Hobro i den her sæson har vundet fem ud af syv hjemmekampe. Med det i mente synes jeg, at Hobro var endda ret klare favoritter, men de var ikke klar til det her.