AaB-legenden Per Westergaard død
Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark
Per Westergaard (th), tidligere træner i AaB, er gået bort i en alder af 70.
Den tidligere træner, spiller og talentspejder blev 70 år.
Efter længere tids sygdom, er den tidligere AaB-træner, -spiller og talentspejder, Per Westergaard død.
Det skriver Superligaklubben i en pressemeddelelse.
Per Westergaard har haft et væld af roller hos aalborggenserne og var således højre hånd for Poul Erik Andreasen, da AaB vandt sit første mesterskab i 1995.
Efterfølgende nåede han også selv at stå i spidsen for holdet i hele 43 kampe i 1996-1997.
Tilbage i 70'erne spillede han selv over 100 kampe for nordjyderne, mens han også satte et stort aftryk på klubben i det nye årtusinde.
Her var han manden, der stod i spidsen for AaBs fodboldskoler, ligesom han bijobbede som spejder for klubben.
I rollen som fodboldskole-ansvarlig, sørgede han for den første rekruttering af de mest talentfulde nordjyske spillerede til AaBs ungdomsafdeling, blandt andet spillere som Jakob Ahlman, Kasper Kusk og Nicklas Helenius.
AaB meddeler, at lørdagens udekamp mod AGF vil blive med sørgebind, mens næste hjemmekamp mod OB fredag den 30. september vil indledes med et minuts stilhed.