AaB kæmper for ikke at rykke ned: - Det ville være en katastrofe rent økonomisk
Det er ikke helt ligegyldigt, om det hedder Superliga eller 1. Division, når sommerferien slutter, og kampene atter starter op. Hverken sportsligt eller rent økonomisk. Det fortæller en sportsøkonom.
AaB ligger lige på grænsen mellem 3F Superliga og NordicBet Liga inden sæsonens sidste kamp i weekenden.
Og ifølge sportsøkonom ved Professionshøjskolen UCN Kenneth Cortsen kan betydningen af en eventuel nedrykning forklares meget let:
- Kort fortalt så vil det være en katastrofe, for det kommer til at gøre rigtig ondt økonomisk.
Selvom de hos ledelsen i AaB stadig tror på overlevelse, så er de forberedte på det modsatte.
- I de planer, vi har lagt, har vi selvfølgelig en plan i forhold til et nedrykningsscenarie, og den plan tager vi op ad skuffen, hvis det skulle vise sig at være nødvendigt efter på lørdag, fortæller midlertidig administrerende direktør i AaB, Jesper Dalum tirsdag til TV2 Nord.
Mandag missede AaB den første af to matchbolde, da de tabte 2-1 til Lyngby. Med en sejr havde nordjyderne ellers sikret sig overlevelse i landets bedste række, men det lader nu vente på sig.
I bunden af Superligaen ligger der derfor nu hele tre hold med 27 point - kun ét af de hold bliver i Superligaen.
Koster millioner
Spørger man sportsøkonom Kenneth Cortzen kan forskellen på landets bedste og næstbedste fodboldrække nemt gøres op på bankkontoen.
- Det et større millionbeløb, det her kommer til at koste. Og det er ikke noget, AaB har brug for, for de har siden 2018 leveret flere underskud, så det at man står i en situation nu med en truende nedrykning, det er alt andet lige rigtig skidt, siger Kenneth Cortzen.
Ifølge sportsøkonomen har AaB en noget større økonomi end mange af klubberne omkring og også over dem i tabellen, og det skal der kigges på, såfremt de rykker ned.
- Som AaB har præsteret i denne sæson, så står det ikke på mål for den økonomi, man har i klubben, og der skal man selvfølgelig ind og kigge på, hvad man får for pengene. Hvordan det står mål med strategien, og hvor det er, man skal skrue på nogle tangenter for at tilpasse tingene, forklarer Kenneth Cortsen.
Håber, fansene bliver
AaB er de seneste måneder blevet båret frem af en trofast fanskare, der har fulgt holdet landet rundt.
Mandag mod Lyngby havde flere end 1800 AaB-fans billet, ligesom der til sæsonens sidste kamp på lørdag mod Silkeborg forventes over 10.000 AaB-fans på lægterne.
- Det er meget rørende at se den opbakning, vi har fået fra alle fans. Jeg synes, de gør det fænomenalt på tribunen og bakker op om holdet, i den situation vi er i lige nu, så det er jeg utrolig stolt af, lyder det fra midlertidig administrerende direktør, Jesper Dalum.
I tilfælde af nedrykning til 1. Division håber direktøren, at den sublime opbakning fortsætter.
- Vi håber stadig, der vil være stor opbakning både fra fans men også fra samarbejdspartnere og sponsorer. Vi har virkelig mærket en kæmpe opbakning her i foråret, siger han.
Opbakning fra lægterne er en nødvendighed, for det gør en kæmpe forskel, om man kommer direkte tilbage til Superligaen efter en nedrykning eller ej.
- Det er altafgørende at komme direkte op igen. Nedrykning er dyr nok i sig selv, men ender det med mere end ét år i den næstbedste række, så bliver det jo bare endnu dyrere, slutter sportsøkonom Kenneth Cortsen.