AaB hentede første Superliga-sejr under ny træner: - Han kan være ude ad bagdøren om tre uger
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
AaB vandt mandag aften for første gang en Superliga-kamp med spanske Martí Cifuentes som cheftræner, men spanierens tid i Aalborg kan alligevel blive kort, lyder det fra en fodboldekspert.
Spanske Martí Cifuentes fik endelig sin første sejr i Superligaen som cheftræner for AaB. Efter tre nederlag og tre gange uafgjort i sine første seks Superliga-opgør i spidsen for den nordjyske klub blev det mandag aften til tre point på hjemmebane mod SønderjyskE.
En begivenhedsfattig affære mellem de to formsvage mandskaber så ud til at ende 0-0, men på en straffesparksscoring i slutfasen sikrede AaB sig en vigtig 1-0-sejr.
AaB så ud til at få en drømmestart på opgøret, da de allerede efter et par minutters spil blev tilkendt et straffespark, fordi SønderjyskE's målmand Lawrence Thomas gik for hårdt til AaB's hollandske angriber Tom van Weert. Situationen blev dog set igennem af videodommeren, og det viste sig, at van Weert var offside, da bolden blev spillet ind mod ham i feltet. Derfor blev straffesparket annulleret.
Da spillet blev genoptaget, spillede SønderjyskE sig frem til en stor chance, men den tidligere AaB-angriber Anders K. Jacobsen manglede skarpheden foran mål og kiksede - hårdt presset af Mathias Ross - sin afslutning.
Ti minutter før pausen fik Anders K. Jacobsen igen muligheden for at sparke gæsterne i front, men AaB-målmand Jacob Rinne fik pareret bolden, så den ikke krydsede mållinjen.
Ekspert spår hurtigt Cifuentes-farvel
Martí Cifuentes har fået en resultatmæssigt skidt start på tilværelsen som AaB-træner. Spanieren har i sine første kampe givet spilletid til mange af klubbens unge spillere, men mandag aften havde flere af AaB's mere erfarne kræfter fundet vej til startopstillingen efter et skuffende nederlag til bundholdet AC Horsens i forrige runde.
- Han har fejlet ved at lade nogle af profilerne sidde ude. I stedet for at tage føling på, hvor klubben er, så føler jeg, at han har villet revolutionere klubben 'overnight', og det er slået fejl, sagde TV3 Sports fodboldekspert Jesper Thygesen til TV2 Nord før mandagens kamp i Aalborg.
Hvor lang snor tror du, Cifuentes har?
- Han kom ind ad fordøren og fik flotte ord med på vejen, men jeg er bange for, at han måske lusker ud ad bagdøren i løbet af tre til fire uger, siger Jesper Thygesen.
Reddet af VAR
Det lykkedes ikke AaB'erne at skabe en reel målchance i første halvleg, men efter pausen formåede nordjyderne at presse spillet længere frem på banen og true sønderjyderne lidt mere.
20 minutter før tid spillede AaB sig frem til deres første store chance, da Kasper Kusk opsnappede en løs bold, rundede SønderjyskE's målmand og fandt Tom van Weert ved fjerneste stolpe. Hollænderen formåede dog ikke at dirigere bolden i nettet, så stillingen forblev 0-0.
Bedst som det så ud til at ende målløst i Aalborg, blev AaB reddet af et højt ben fra gæsternes Jeppe Simonsen. Efter at have set episoden igennem på video dømte dommer Aydin Uslu straffespark, som norske Iver Fossum sikkert omsatte til en scoring. Stor forløsning for nordjyderne, som dermed fik den første Superliga-sejr i 2021.
De tre point betyder, at AaB med to runder tilbage af grundspillet ligger a point med OB og SønderjyskE på sjettepladsen i Superligaen, mens der er otte point ned til nedrykningsstregen. I næste runde skal AaB til Vejle, mens nordjyderne i sidste runde af grundspillet møder OB på hjemmebane.