AaB forlænger med assistenttræner
Foto: AaB
AaB forlænger sin aftale med assistenttræner Jacob Friis, der har været ansat siden januar 2016.
Førsteassistent hos AaB, Jacob Friis, ser ud til at blive i klubben i mange år fremover. AaB har onsdag offentliggjort, at de forlænger aftalen med assistenttræneren, der har været ansat siden januar 2016.
- AaB er som arbejdsplads et fantastisk sted at være, og jeg er i første omgang stolt over og ydmyg omkring at have forlænget kontrakten, siger Jacob Friis.
Jacob Friis har med sin erhvervede P-licens den højest mulige træneruddannelse i Danmark og danner sammen med cheftræner Morten Wieghorst, andenassistenttræner Thomas Augustinussen, målmandstræner Poul Buus og udviklingschef Poul Erik Andreasen den fodboldfaglige del af AaB’s trænerteam.
- Jeg er først og fremmest en del af en kompetent stab, hvor vi supplerer hinanden godt, og jeg føler mig tilpas i rollen som assistent under Morten, der i dagligdagen er dygtig til at lade sig udfordre med modspil fra folkene omkring ham, siger Jacob Friis.
AaB’s sportsdirektør, Allan Gaarde, er også begejstret over forlængelsen med asisstenttræneren.
- Det er glædeligt, at vi med forlængelsen med Jacob Friis sikrer kontinuitet i trænerstaben, der samlet set er en stærk kerne og et fundament for vores sportslige udvikling, siger han og fortsætter.
- I dét billede bidrager Friis fremdeles med sin taktiske forståelse af spillet som en vigtig sparringspartner for Morten Wieghorst, og herudover er Friis med sine gode menneskelige egenskaber vigtig for vores mandskabspleje.
Jacob Friis' er ansat på en fortløbende aftale.
- Reelt har jeg været en del af AaB, siden jeg var fire år, og mit drive er – udover at udvikle mig – at være med til at vinde titler til klubben, til fansene, til byen og til hele Nordjylland. Det er mit personlige mål, siger Jacob Friis.
Næste opgave for Jacob Friis og AaB er den første kamp i Mesterskabsspillet, når Brøndby I.F. gæster Aalborg Portland Park 2. påskedag.