AaB forlænger kontrakt med Rasmus Thellufsen
Foto: Henning Bagger, Scanpix
U/20-landsholdsspiller Rasmus Thellufsen har fået forlænget sin kontrakt med AaB frem til 2020.
Den 20-årige offensivspiller Rasmus Thellufsen, der i 2012 skiftede fra klubben IF Skjold Sæby, har nu forlænget sin kontrakt med AaB frem til 31. december 2020. Han rykkede sammen med fem holdkammerater fra sidste sæsons bronze-U/19 Ligahold op i Superligatruppen, hvor han dette forår er ved at slå sit navn fast.
AaB’s sportsdirektør Allan Gaarde har været tilfreds med den unge spiller og er derfor glad for en forlængelse af kontrakten med Rasmus Thellufsen.
- Som spiller har Rasmus en god base. Han er spilintelligent, han er teknisk dygtig og udfordrende og driblestærk mand mod mand, og så er han lidt usædvanligt for den type spiller også ekstremt hårdtarbejdende, siger han i en pressemeddelelse.
- Derfor er vi selvfølgelig glade for, at en forlængelse – i lighed med Magnus Christensen og Joakim Mæhle fra samme kuld – er kommet på plads, og vi ser Rasmus Thellufsen som en spiller med et kæmpe potentiale, siger AaB's træner Allan Gaarde.
Selv er Rasmus Thellufsen begejstret for aftalen med AaB, der er en drøm, som er gået i opfyldelse.
- Det er en drengedrøm for mig at lave en lang aftale med AaB, og det er noget, jeg har arbejdet hårdt for siden sommer. Forlængelsen betyder, at jeg nu har god tid til at fortsætte min udvikling og bygge på, og det betyder selvfølgelig meget for mig, at AaB tror på mig, siger Rasmus Thellufsen.
Rasmus Thellufsen er foreløbig noteret for ni officielle kampe og fire mål for AaB.