AaB forlænger 'højre dørs' kontrakt med fire år
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
29-årige Kristoffer Pallesen har forlænget sin aftale med AaB for yderligere fire år, så den nu varer til sommeren 2024.
Fire år mere på positionen som 'højre dør' er, hvad 29-årige Kristoffer Pallesen kan se frem til i superligaklubben AaB. De to parter har netop forlænget højrebackens kontrakt frem til sommeren 2024.
- Jeg er mega glad for at fortsætte i AaB. Jeg har fra første dag haft det rigtig godt i miljøet og omklædningsrummet, og efterhånden føler jeg mig mere hjemmevant i måden, vi spiller på. Det seneste stykke tid er præstationerne også faldet i hak i kampene, siger Kristoffer Pallesen i en pressemeddelelse.
29-årige Kristoffer Pallesen blev i sommeren 2017 hentet til AaB fra Viborg F.F., og siden er det blevet til 67 kampe for nordjyderne, to assist og syv gule kort.
Pallesen har indtil nu pendlet til Aalborg fra sin bopæl i Aarhus, men med kontraktforlængelsen vil han og familien nu flytte til Nordjylland. Og højrebacken ser frem til endnu flere minutter i AaB-trøjen.
- Aftalens længde vidner om, at vi viser hinanden tillid. Det er jo ingen hemmelighed, at jeg ikke er 21 år længere, men jeg træner hver eneste gang, og fysikken er jeg slet ikke bekymret for. Når det er sagt, er forlængelsen også et udtryk for, at AaB ser mig som en person, der kan bidrage til truppen både på grønsværen og uden for banen, hvor jeg også føler, jeg spiller en rolle.
Bidrager til ungt mandskab
Kristoffer Pallesen har spillet samtlige 17 kampe i denne sæson, men i de to forgangne sæsonner har der været en del udskiftning på højre back-positionen. Her har Pallesen skulle kæmpe om spilletiden med Frederik Børsting og Patrick Kristensen. Nu lader højrebacken dog til at have bidt sig fast.
- Kristoffer har især i denne sæson, hvor han har spillet samtlige kamp i både 3F Superligaen og Sydbank Pokalen, vist store kvaliteter og stabilitet. Han er altid hårdtarbejdende og offensivt tænkende i sin spillestil, hvorfor han fortsat passer godt til AaB, siger Thomas Bælum, AaB’s administrerende direktør.
- Han har en god fodboldalder, og på et generelt ungt mandskab kan han bidrage med en modenhed, erfaring og arbejdsiver, som skinner igennem hver eneste dag på træningsbanen, hvor han altid knokler for at blive bedre, hvilket også kommer til udtryk til kampene, hvor han formår at omstille sig ud fra, hvad der er bedst for holdets samlede præstation.
Den 29-årige forsvarsspiller har en fortid i Viborg, Hobro IK, Skovbakken og AGF.