AaB får pensioneret målmand til at finde støvlerne frem igen
Foto: Tt News Agency/Reuters/Ritzau Scanpix
Den tidligere Superliga-målmand Kevin Stuhr-Ellegaard bliver tilknyttet AaB i resten af denne sæson.
Superliga-klubben AaB har fået den erfarne målmand Kevin Stuhr-Ellegaard til at droppe fodboldpensionen og finde støvler og handsker frem igen.
Den nordjyske klub har tilknyttet den 38-årige målmand for resten af denne sæson, oplyser klubben.
Baggrunden for at hente Kevin Stuhr-Ellegaard er, at AaB’s andenmålmand Theo Sander fra 14. maj skal med Danmarks U17-landshold til EM-slutrunden i Israel.
Derfor mangler klubben i sæsonens sidste to eller tre betydende kampe et kvalificeret alternativ til førstekeeper Jacob Rinne.
- Vi håber naturligvis ikke, at det bliver aktuelt at få brug for Kevin Stuhr-Ellegaard på banen, men med ham har vi til nogle afgørende kampe sikret os en både dygtig og erfaren målmand, vi kan være trygge ved, hvis Jacob Rinne ikke kan spille, siger AaB's sportschef Inge André Olsen.
Hjælper i en nødsituation
Kevin Stuhr-Ellegaard afsluttede oprindelig sin karriere i december 2021 efter 53 optrædener for FC Helsingør i 1. division. Han har tidligere spillet 269 kampe for svenske IF Elfsborg, 104 kampe for Randers FC og 30 opgør for hollandske SC Heerenveen.
Tidligere i karrieren har Stuhr-Ellegaard vogtet målet i syv officielle kampe for engelske Manchester City, og så har han 56 ungdomslandskampe for Danmark på cv'et.
- AaB står i en nødsituation, og her har jeg sagt ja til at træde til, hvilket jeg også ser som en både interessant og spændende udfordring, siger Kevin Stuhr-Ellegaard.
- Det er selvfølgelig et stykke tid siden, jeg har været i kamp, men konditions- og styrkemæssigt har jeg holdt formen ved lige, så min fysiske tilstand er jeg på den måde rolig ved, siger målmanden.
Kevin Stuhr-Ellegaard har første træning i AaB 16. maj.