AaB får ny sportsdirektør og rekonstruerer hele det sportslige setup
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix
Både nye og kendte ansigter er en del af det nye sportslige setup i AaB.
Ole Jan Kappmeier bliver ny sportsdirektør i AaB.
- Med Ole Jan Kappmeier som vores nye sportsdirektør, har vi valgt en ekspert i udvikling, implementering og eksekvering af fodboldklubstrategier. Med sin baggrund i sportsledelse, idrætsvidenskab og erfaring med at arbejde i og med internationale topklubber får Ole ansvaret for hele sportsafdelingen og den strategiske retning, fortæller bestyrelsesmedlem og en del af de tyske investor Jan Peters i en pressemeddelelse.
Ole Jan Kappmeier er en del af den tyske storaktionærgruppe, Sports Strategy Excellence 22 (SSE22), som den 23. marts erhvervede sig cirka 20 procent af aktierne i AaB A/S.
Flere ansættelser
Ole Jan Kappmeier vil som sportsdirektør fra 1. juni udgøre direktionen i AaB sammen med økonomichef og midlertidig administrerende direktør Jesper Dalum.
Derudover har superligaklubben også ansat James Gow per 1. juni som teknisk chef. Han har tidligere været 13 ansat 13 år hos Liverpool FC med fokus på talentudvikling. Her nåede han eksempelvis at være cheftræner for et internationalt akademi i Kina, inden han fra 2016 til 2020 var akademichef for Liverpool FC’s internationale akademi i New South Wales i Australien.
- Med James Gow som teknisk chef for fodbold har vi valgt en ekspert, som er særligt ansvarlig for rammerne for træner- og ekspertudvikling og dermed den bedst mulige udvikling af vores spillere på tværs af alle aldersgrupper. Sammen med klubbens trænere og eksperter vil han tage sig af emnerne spillestil, træningsrammer og alle relaterede præstationsfremmende faktorer – fra græsrødderne til det professionelle niveau, forklarer Jan Peters.
Også Julius Nagel er blevet ansat fra 1. juli som scouting- og rekrutteringschef. Han har arbejdet fire år for som Head of Scouting for Puma.
- Som scouting- og rekrutteringschef vil Julius Nagel være ansvarlig for udviklingen af truppen omkring førsteholdet. Med en bevidsthed om, at trupplanlægning begynder med et kig på ens eget akademi, har Julius ekspertisen til at sammensætte en trup med spillere, der kan udvikle sig, takket være hans tidligere erfaring og mange globale indtryk fra fodbold på topniveau, pointerer Jan Peters.
De overstående suppleres af akademichef Jacob Larsen, der for godt et år siden returnerede til AaB og nyligt samlet set havde ti års jubilæum i rollen i AaB, som han forlod i efteråret 2016. Jacob Larsen vendte tilbage til AaB efter senest at have fungeret som skoleleder på Gl. Hasseris Skole.
- For Jacob Larsens vedkommende har han en lang historie i AaB og har siden hjemkomsten givet AaB Akademiet en klar struktur og strategi sammen med alle akademitrænere og eksperter. Vi ser et godt momentum i akademiet, og sammen med de trænere og eksperter, der allerede arbejder for klubben og Jacob som en del af den sportslige ledelse, vil vi fortsætte med at omsætte ideer og tanker i praksis for yderligere at øge antallet af spillere af egen avl i de kommende år, slutter Jan Peters.
Overlevelse og success
Det nye sportslige setup i den aalborgensiske klub, forklarer bestyrelsesformand Niels David Nielsen som værende med både kortsigtet og langsigtet mål.
- Vi er glade for at det nye sportslige setup, efter et grundigt forarbejde sammen med folkene fra SSE 22 nu er kommet på plads. På kort sigt er målsætningen selvfølgelig stadig at sikre os fortsat eksistens i 3F Superligaen og kvalificere os til pokalfinalen, men med nyansættelserne har vi tilføjet sportslige kompetencer, som kan medvirke til, at vi også bliver succesfulde i fremtiden, lyder det fra AaB's bestyrelsesformand Niels David Nielsen.
- Vi har bevidst valgt en sportslig ledelse, der repræsenterer vores ambition om, at føre AaB tilbage til bæredygtig succes gennem sporten som kerne og med en klar strategi. Vores mål er at udvikle spillere på tværs af alle hold og aldersgrupper, der som identifikationsfigurer på og uden for banen vil stræbe efter den højest mulige sportslige succes. For os begynder denne vej i børnefodbolden, med talenterne fra Region Nordjylland, og fortsætter helt op til førsteholdet, fortæller bestyrelsesmedlem og tysk investor Jan Peters.
Per 19. april blev Thomas Hitzlsperger og Jan Peters fra SSE22 valgt til bestyrelsen i AaB, og indtil Ole Jan Kappmeiers tiltrædet den 1. juni, fungerer Jan Peters stadig som sportslig ansvarlig.