95-årige Svend er "så træt" om morgenen - filer og limer hele natten
Svend Larsen har interesseret sig for modelfly i 82 år.
Svend Larsen solgte alle sine modelfly, da han blev syg. Men det var alt for tidligt, kunne han mærke, og nu er flyene med til at holde ham i live.
Se programmet om Svend Larsen i bunden af denne artikel eller på TV2 Nord Salto kl. 19.50.
For nogen er det kærlighed. For andre er det arbejde eller børn.
Men for 95-årige Svend Larsen er det modelfly, der holder ham vågen om natten.
Han sidder ved sit lille skrivebord med en kontorlampe tændt på Plejehjem Lindholm ved Aalborg og filer og limer i sit nyeste, engelske modelfly.
- Når jeg ikke kan sove, står jeg op og sidder her i mine underbukser og bygger fly, forklarer han.
- Jeg er begyndt ikke at kunne sove, men når jeg sidder her, er det ligesom, da jeg begyndte. Det er den samme interesse, som da jeg var 13 år, fortæller Svend Larsen.
Holder ham i live
Han har bygget modelfly, siden byggesættene kostede to kroner, og Danmark var besat af tyskerne. Ifølge hans søn er det måske modelflyene, der holder ham i live.
- Du lever jo længere, hvis du har noget at lave. Så det er virkelig skønt. Det er ikke alle, der kan arbejde sådan med hænderne, siger hans søn, Wolfgang Larsen.
Det er fantastisk at se, hvor meget glæde det giver ham i hverdagen
Asia Christensen, leder, Plejehjem Lindholm
Han har bygget op mod 100 af slagsen gennem sit liv, men det var lige før, at han var stoppet.
Troede, at alt var slut
- Jeg ved ikke, hvad der skete, men jeg lå på gulvet og var ikke klar i hovedet.
- Jeg ville ringe til ambulancen, men jeg kom til at ringe til taxaen. Men han ringede så til ambulancen. I halvanden måned ved jeg ikke, hvad der skete, fortæller Svend Larsen.
Men det kan hans søn forklare.
Svend blev opereret i sine tarme, og lægen sagde, at han havde tyktarmskræft.
- Da troede han, at det var slut. Alt skulle væk. Alle modellerne gik til klubben (red. Sæby Modelflyverklub). Og dagen efter ville han leve videre. Så han ændrede sig over en nat, fortæller hans søn, Wolfgang.
Du lever jo længere, hvis du har noget at lave
Wolfgang Larsen, søn til Svend
Spiller computerspil med fly
Siden har Svend købt nyt udstyr til at bygge med, og ved hans seneste fødselsdag fik han en særlig lampe af plejehjemslederen. Lyset kan han selv styre op og ned, når han sidder om natten og arbejder.
- Du er så træt, når vi møder ind i dagvagt, fordi du har været vågen hele natten, griner sosu-elev Nikoline Frankfurt fra Lindholm Plejehjem.
Svend har også fået en computer, som han kan spille et spil på, hvor han flyver med modelfly.
- Det er fantastisk at se, hvor meget glæde det giver ham i hverdagen, siger Asia Christensen, der er leder af Plejehjem Lindholm.
Mød herlige Svend Larsen i ’Nordliv – Svend er lettet igen’ herunder: