67-årig kasserer tiltalt for bedrageri og mandatsvig i årevis
Foto: Arkivfoto/Per Frank Paulsen / TV2 Nord
En kasserer i to foreninger er tiltalt for at have udbetalt penge fra den ene forening til sin egen og sin mands konti. Hun er også tiltalt for at have betalt privatudgifter med den anden forenings midler.
En kvindelig kasserer er tiltalt for at have bedraget for 224.000 kroner i to forskellige foreninger.
En fremtrædende nordjysk kvinde, som gennem årene har varetaget mange tillidshverv, bliver tiltalt for bedrageri og mandatsvig for omkring 224.000 kroner, når hun efter planen møder i Retten i Aalborg mandag.
Kvinden har ifølge anklagerne i årevis snydt og bedraget i to forskellige foreninger, hvor hun har været aktiv.
Det paradoksale er, at kvinden blandt andet tidligere har haft en tillidspost i et ankenævn, hvor hun har været med til at afgøre sager, som netop involverede tilsvarende former for økonomisk snyderi.
Fik udbetalt penge til privatkonti
Anklagerne mod kvinden omfatter to hovedpunkter. Hun skal således i perioden fra januar 2014 til marts 2019 have snydt sig til knap 180.000 kroner over for en form for skole eller forening, hvor hun fungerede som leder og kasserer.
Det fremgår af anklageskriftet, at snyderiet foregik ved, at kvinden fik udbetalt penge fra foreningens konto til såvel sin egen konto som til sin mands konto, selvom manden aldrig havde udført arbejde eller på anden vis havde penge til gode hos foreningen.
FOROMTALE AF RETSSAG
Denne artikel er en foromtale af en retssag. Det betyder, at artiklen er skrevet ud fra retssagens anklageskrift.
Den tiltalte, der er nævnt i artiklen, er ikke dømt. Hvis man er tiltalt i en retssag, så har anklagemyndigheden vurderet den sag, politiet har arbejdet på og besluttet at rejse tiltale i retten.
Retsmødet for denne sag er fastsat til mandag 2. maj samt fredag 6. maj klokken 9 til 15 i Retten i Aalborg. Her vil den tiltalte samt eventuelle vidner blive indkaldt og afgive forklaring, hvorefter sagen vil blive afgjort.
Forening betalte privatudgifter
Sagens andet punkt handler om, at kvinden har varetaget en tillidspost som kasserer i en anden forening i det lokalområde, hun kommer fra.
Politiet mener, at kvinden i en periode fra efter 2017 til februar 2019 benyttede tillidsposten til at lade foreningen betale for en lang række ting, som ikke vedrørte foreningen, men derimod kvinden selv.
Det drejer sig blandt andet om udgifter til kørsel, blomster, kopimaskine, bålsted med grej samt en håndværkerudgift til at få installeret en ovn. I alt løber det op i udgifter for omkring 45.000 kroner, som politiet mener ikke har noget med foreningen af gøre, men derimod vedrører kvinden selv.
Det er uvist, hvordan kvinden forholder sig til anklagerne om bedrageri og mandatsvig, men det ventes at komme frem i retten som noget af det første, når sagen indledes.