60-års jubilæum som frisør: Hverken en brækket arm eller alderdom kan stoppe Bente
Foto: Malthe Birger Jensen / TV2 Nord
Bente Jensen har ingen planer om at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet foreløbig.
I 60 år har nordjyderne kunne svinge forbi Salon Bente i Sulsted for at få ordnet hår. Hverken coronapandemien eller en brækket arm har kunne stoppe den i dag 78-årige frisør, Bente Jensen.
- Så er vi nødt til at iføre os det gevaldige værktøj her.
Frisør Bente Jensen har netop taget et hjemmelavet stofbånd omkring armen. Herefter tager hun fat i en orange elastik, der er fastgjort til en krog i loftet af hendes frisørsalon i Sulsted. Den orange elastik bliver sat sammen med stofbåndet, og nu er hun klar til at ordne håret på kunden i frisørstolen.
Det er sådan en Pinocchio-arm. Den kører sådan op og ned, og det er fantastisk, for jeg kan nemlig ikke løfte den arm.
Bente Jensen, frisør, Sulsted.
- Det er sådan en Pinocchio-arm. Den kører sådan op og ned, og det er fantastisk, for jeg kan nemlig ikke løfte den arm, fortæller den 78-årige frisør til TV2 Nord.
Anordningen er udtænkt af hendes søn. For knap to år siden brækkede hun armen og fik sat en tung metalskinne ind i armen. Til trods for uheldet ville hun gøre alt for at komme tilbage til frisørgerningen, og sådan blev det.
- Når man står op om morgenen, så gør det ondt over det hele i kroppen, men så er man jo da i hvert fald levende, som jeg plejer at sige. Når man så kommer i gang med at arbejde og tale med kunderne, så forsvinder det jo, siger Bente Jensen.
Belønningsmedalje
Lige siden hun var to år, har Bente Jensen vidst, at hun skulle være frisør. Som 18-årig startede hun ud i Sulsted, og i de seneste 58 år har salonen været en del af hendes private hjem. Coronaen fik hende en kort overgang til at overveje et stop, men hun kom hurtigt på andre tanker.
- Man skal godt nok være glad for sit arbejde for at have visir på og hænge i en strop i loftet. Man skal elske det, og det var jo sådan det var, forklarer Bente Jensen.
Dronning Margrethe har ikke været forbi med en belønningsmedalje, men til gengæld har Bente Jensens børn lavet en til deres mor.
- Jeg er sikker på, at Margrethe synes, at jeg skulle have haft den, hvis hun kendte mig, fortæller Bente Jensen med et glimt i øjet.
En enkelt kunde har været med i alle 60 år, og nogle familier er blevet klippet og har fået ordnet hår i fem generationer. Både Inger Batsbergs bedstemor og mor har været kunder hos Bente Jensen, og det samme er Ingers Batsbergs børn og børnebørn i dag.
- Hun er da ikke til at undvære, det er da også derfor, jeg er her i dag. 60 år det er meget, jeg har selv været bondekone i 58 år, og det er hårdt, og det er lige så hårdt at være damefrisør, fortæller Inger Batsberg fra Tylstrup på 82 år.
Bente Jensen har endnu ikke sat dato på, hvornår hun trækker sig tilbage.
- Vi fortsætter. Jeg plejer at sige, at jeg skal dø med saksen i hånden.