53-årig mand fik sin bil beslaglagt efter voldsom spirituskørsel
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Politiets alkometer viste to gange at manden havde en tårnhøj promille.
Nordjyllands Politi har for en stund fået en bil mere i vognparken. Lørdag eftermiddag måtte betjente fra politiet nemlig konfiskere en 53-årig mands bil, da han kørte så påvirket rundt, at reglerne byder politiet at konfiskere.
- Vi får klokken 16.15 anmeldelse om en mindre bil, der på Hadsund Landevej ved Gistrup kører og slingrer, så vi sender en patrulje ud for at lede efter chaufføren som vi naturligvis mistænker for at være påvirket, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Per Jørgensen.
- Da vi efter et stykke tid træffer manden får vi vores mistanke bekræftet. Han blæser to gange - med 10 minutters mellemrum - vores testudstyr op over 2,30 promille. Så må vi konfiskere bilen, og det gør vi, fortæller vagtchefen.
I bilen havde manden en hund som betjentene hjalp ham med at få hjem. Manden selv derimod måtte en tur med på politigården hvor han fik udtaget en blodprøve, der skal afsløre den eksakte promille. Han blev derefter løsladt.