50 mand uden arbejde: Aalborg Engineering konkurs
Foto: Aalborg Engineering
Aalborg Engineering har den 30. december begæret sig selv konkurs, fortæller kurator.
På virksomhedens hovednummer er der ikke længere nogen, der svarer. Direktørens telefon kan man ikke komme igennem til. Og bestyrelsesformanden gik af i midten af december. Derfor har det ikke været muligt at få en uddybende kommentar eller en forklaring.
Men klart står det, at kedelvirksomheden Aalborg Engineering på Sofiendalsvej i Skalborg er begæret konkurs. Det skriver statstidende.dk, som også har noteret, at begæringen er sendt til Skifteretten den 30. december 2016.
Ifølge kurator i sagen, advokat Poul Viggo Bartels Petersen, drejer det sig om cirka 50 medarbejdere på det danske kontor, der nu står til at miste deres arbejde.
Aalborg Engineering blev startet i 2000 og har siden specialiseret sig i at levere dampkedler til industrien. Virksomheden havde på et tidspunkt flere end 100 ansatte og afdelinger i England, Slovakiet, Tyrkiet og Spanien. Men nu er virksomheden fortid.