49 nye boliger på vej midt i Aalborg
Foto: Arkiv
Flere nye boliger og et renoveringsprojekt er snart realitet på hjørnet af Sankelmarksgade og Bleggårdsgangen.
Et større boligprojekt ser snart dagens lys i det centrale Aalborg. Flere boliger skal renoveres mens en hel række nye boliger også skal etableres.
- For vores vedkommende er der tale om en renovering af de 9 boliger, vi har på adressen Sankelmarksgade 2-4, og opførelse af 36 nye almene boliger, mens Ejendomsmæglernes Fond bidrager med 13 privatfinansierede boliger, oplyser Himmerland Boligforenings direktør, Ole Nielsen, i en pressemeddelelse.
Der bliver altså tale om i alt 49 helt nye boliger, mens 9 nuværende bliver renoveret. De nye boliger skal etableres i harmoni med de nuværende bygninger i området.
- Vi vil opføre et nybyggeri på hjørnet af Sankelmarksgade og Bleggårdsgangen og de bagvedliggende arealer. De nye bygninger vil blive placeret, så de indgår i en naturlig sammenhæng med den tilstødende karréstruktur, samtidig med at de viderefører nogle af de træk, der er typiske for området. Vi er særligt opmærksomme på, at hjørnet mod Sankelmarksgade og Bleggårdsgangen skal have et markant og unikt arkitektonisk udtryk. Arkitekturen er nutidig, men vil samtidig afspejle karakteristiske træk i kvarteret, siger Ole Nielsen.
Byggeriet får navnet teatergården, og det får altså hjemme lige om hjørnet fra Budolfiplads og Aalborgs hele centrale bymidte.
Ole Nielsen oplyser overfor TV2 Nord, at hvis alt går op i en højere enhed, så er de nye boliger klar midt i 2019.