3D-porno giver bedre sædkvalitet
Sædbanken Cryos i Aalborg har succes med Virtual Reality. Et nyt studie viser, at sædkvaliteten stiger, når donorerne ifører sig de særlige VR briller.
Mænds sædkvalitet kan påvirkes af mange forskellige faktorer, og nu kan virtual reality føjes til listen. Et nyt studie fra sædbanken Cryos peger nemlig på, at brugen af de såkaldte VR-briller kan have en positiv effekt på kvaliteten af sæd.
Studiet har ikke undersøgt årsagen, men afdelingslederen hos Cryos i Aalborg har alligevel et bud på, hvordan det hænger sammen.
- Tidligere studier viser en sammenhæng mellem graden af opstemthed og kvaliteten af en sædprøve, og det er nok det, der kommer i spil med VR brillerne, siger Sira Lund, der er afdelingsleder og laboratorieansvarlig i Aalborg.
Det nye studie fra Cryos International viser, at der er helt op til 50 procent flere aktive celler i de prøver, hvor donoren har haft brillerne på.
En virkelighedstro oplevelse
Når man ser en af klinikkens film iført VR-briller foregår det i 3D, og derfor føles det som om, at man selv er tilstede og en del af filmens handling.
- Det er bare en helt anden oplevelse at se det i 3D i stedet for at se det på en almindelig 2D-skærm, og vi får også positive tilbagemeldinger fra vores donorer, siger Sira Lund.
Undersøgelsens resultater kan være gode nyheder for mænd, der kæmper med infertilitet, og som skal producere sædprøver til fertilitetsbehandling med deres partner.
- Det har jo et højere formål. Man hjælper jo nogle folk ude i verden, og der er en kæmpestor og stigende efterspørgsel på det her, så hvis man finder en måde, hvorpå man kan forbedre kvaliteten af den her prøve, de afleverer, så er det jo win win for alle, siger Sira Lund.
En afgørende faktor
I de mere end 500 sædprøver fra 63 Cryos-donorer, der er blevet undersøgt, viste det sig, at sædkvaliteten var markant forbedret, når der havde været kort tid mellem udløsninger, og VR-brillerne samtidigt havde været i brug.
Især i sæddonor-sammenhæng er antallet af aktive sædceller altafgørende.
Dette hænger både direkte sammen med sædens egnethed til at befrugte et æg og hvor mange prøver, der kan blive gjort tilgængelige for de kvinder, der har brug for donorsæd til at blive gravide.
- Udover at kunne glæde os over endnu flere sædprøver med mange aktive sædceller, ser vi et interessant perspektiv i fremtidige studier i forhold til mænd, der ønsker egen sæd nedfrosset i forbindelse med eksempelvis en forestående behandling for kræft, siger Helle Sejersen Myrthue, der er CEO hos Cryos International.