38 medarbejdere bliver ejere - har købt firmaet
Jørgen Bønsdorff fortsætter som direktør og medejer af IT-virksomheden JCD, efter medarbejderne har overtaget alle aktier.
Medarbejderne er så vilde med deres arbejdsplads, at de har købt firmaet. IT-firmaet JCD, der nu er medarbejderejet.
Sidste år blev IT-firmaet JCD kåret som årets arbejdsplads i Aalborg, og de glade medarbejdere er endnu gladere i dag.
Mere end halvdelen af medarbejderstaben - 38 i alt - har nemlig købt samtlige aktier i virksomheden fra blandt andre storaktionæren, fødevaregrossisten Dansk Cater A/S.
Administrerende direktør Jørgen Bønsdorff fortsætter som direktør og medejer, og selvom fødevaregrossisten Dansk Cater A/S sammen med en anden partner hidtil har siddet på 51 procent af aktierne, er tanken om den medarbejderdrevne virksomhed ikke fremmed for ledelsen. Således har 26 medarbejdere fra 2002 og frem til i dag gradvist købt sig til 49 procent af virksomheden.
- JCD blev oprindeligt etableret i 1991 som selvstændig it-virksomhed for Dansk Cater. Selvom en stor del af medarbejderne har haft aktier i virksomheden i mere end 15 år, har vi sat stor pris på at have stærke medejere i form af især Dansk Cater. Nu er tiden kommet, hvor vi har fået mulighed for at købe JCD ud og bygge hele fremtiden på en medarbejderejet virksomhed. Vores genvundne selvstændighed giver os et ekstremt stærkt fundament for den fortsatte vækst af virksomheden, siger Jørgen Bønsdorff, adm. direktør i JCD A/S.
De glade medarbejdere har som medejere gennem mange år lagt vægt på, at arbejdsdagen er god. Blandt har virksomheden inhouse pølsevogn, amerikansk diner, verdens største IKEA-sofa, adskillige temafester hen over året og generelt en løssluppen, kammeratlig og fri omgangstone.