3000 studerende er klar til at læse på UCN
Foto: Jesper Lange
Mikkel Larsen er klar til at læse på UCN.
Flere tusinde ansøgere fik natten til lørdag at vide, at de var optaget på University College Nordjylland.
Mikkel Larsen havde en god mavefornemmelse, da han sendte ansøgningen til fysioterapeutuddannelsen afsted. Alligevel var det nervepirrende, da han endelig – klokken 01.30 i nat – havde held med at logge ind og se, om han var optaget på drømmestudiet. Det var han.
- Jeg kunne mærke en knude, der løsnede sig. Nu kan man komme videre og have lov til at tænke på noget andet, siger Mikkel Larsen.
Han er en af de i alt 2995 ansøgere, der er blevet tilbudt en studieplads på UCN’s 25 uddannelser. Det er fire procent færre end sidste år. Tilbagegangen skyldes, at man i år har indført adgangsbegrænsning på en række af uddannelserne, og det rammer især på de internationale linjer.
I alt har UCN måttet afvise til 1200 ansøgere, som havde en valgt en af de 25 uddannelser som førsteprioritet. Alene på pædagoguddannelsen blev flere end 300 ansøgere, som havde uddannelsen som førsteprioritet, afvist, mens 487 ansøgere blev tilbudt en studieplads.
Ved UCN er man glade og tilfredse over at kunne tiltrække så mange ansøgere.
- Det er en succes for os, når vi har så mange studerende, som vælger os som førsteprioritet. På den måde får vi motiverede og engagerede elever ind, og det betyder alt for god læring og for vores studiemiljø, siger prorektor Kirsten Bundgaard.
Hvis man ikke er blevet optaget på drømmeuddannelsen, er der stadig ledige pladser på UCN. Du kan finde en oversigt over pladserne her, mens du ligeledes kan se ledige pladser på Aalborg Universitet her.