30 år gammel virksomhed skifter ejer: Aalborg Stilladser solgt
Landsdækkende stilladsvirksomhed overtager ejerskabet
Dansk Stillads Service A/S har overtaget ejerskabet af den mere end 30 år gamle aalborgvirksomhed Aalborg Stilladser.
Det sker efter mere end tre måneders intense forhandlinger.
Ejer og direktør Kim Johansen bliver udelukkende direktør i virksomheden, der fremover hedder 'Aalborg Stilladser - En del af Dansk Stillads Service'.
Jeg vil gerne se virksomheden fortsætte den gode udvikling, inden jeg går på pension, for jeg synes, jeg har verdens bedste medarbejdere.
Kim Johansen, direktør, Aalborg Stilladser - En del af Dansk Stillads Service
- Jeg fortsætter som direktør i hvert fald et par år endnu. Jeg vil gerne se virksomheden fortsætte den gode udvikling, inden jeg går på pension, for jeg synes, jeg har verdens bedste medarbejdere, forklarer han.
Aalborg Stilladser blev stiftet i slutningen af firserne af Kim Johansen og siden specialiserede virksomheden sig i industriopgaver.
Netop derfor var den særdeles interessant for Dansk Stillads Service, der kort forinden havde opkøbt et stort stilladsfirma i Århus. Dermed er Dansk Stillads Service A/S nu repræsenteret i hele landet.
Den styrkelse vurderer Kim Johansen vil få afgørende betydning for Aalborg Stilladser i årene fremover:
- Vi bliver markant bedre stillet i forhold til at kunne tilbyde vore kunder lifte, elevatorer og andet specialudstyr, som vi ikke havde så god adgang til som tidligere. Det er en klar styrkelse af virksomheden, siger han.