26-årig fængslet for vold mod pædagoger
Foto: Iben Yvonne Hedemann (Arkiv)
En mandlig beboer blev mandag idømt 3 måneders ubetinget fængsel for vold og trusler om vold mod tre ansatte på et botilbud.
Fire vidner var mandag mødt op ved Retten i Aalborg for at afgive forklaring i en sag om vold mod ansatte på et botilbud i Hørby ved Hobro. Tre af vidnerne var pædagoger, der alle var blevet udsat for vold eller trusler om vold fra en 26-årig mandlig beboer.
Først udsatte han én af de ansatte for trusler om at 'smadre' vedkommende, et par måneder senere - i december 2016 - kastede han et vægbillede efter en ansat, der blev ramt på ben og fødder, mens en anden ansat blev ramt af en potteplante. Det forklarer anklager ved Nordjyllands Politi Mathias Andersen.
Senest har den mandlige beboer udøvet vold mod en pædagog fra botilbuddet, der var kørt til Aalborg Psykiatriske Sygehus for at afhente beboeren efter et besøg på sygehuset. Afhentningen gik alt andet end planmæssigt, og den dømte slog pædagogen to gange med knyttet hånd på overkroppen, hvorefter han fremsagde trusler om at udøve yderligere vold. Af anklageskriftet fremgår det, at den nu dømte derefter råbte, at han ”nok skulle få ram på ham.” Denne eskapade på parkeringspladsen ved sygehuset blev overværet af et vidne på sygehuset, der kunne følge med fra et vindue på sit kontor. Også fjerde vidne afgav også forklaring mandag i retten.
Den 26-årige mand ønskede ikke at udtale sig i retten. Han blev idømt 3 måneders ubetinget fængsel.
- Han sagde, at han ikke kunne huske noget, forklarer anklager Mathias Andersen fra Nordjyllands Politi.