25-årig overfaldet og stukket flere gange med kniv: Gerningsmænd jagtes

Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Flere gerningsmænd er på fri fod efter knivoverfald på 25-årig.

En 25-årig mand blev fredag aften udsat for et voldsomt knivoverfald i Vangen i Nørresundby.

Her blev han overfaldet af tre til fire mænd, der stak den 25-årige mand flere steder på kroppen. Manden er blevet behandlet på skadestuen, men er uden for livsfare.

Anmeldelsen kom fredag aften klokken 22.44, og derfor var Nordjyllands Politi naturligvis massivt til stede i Vangen.

Vagtchef ved Nordjyllands Politi Mikkel Lousdal fortæller, at politiet leder efter en mindre hvid udlejningsbil med grønne mærker, som de tre-fire gerningsmænd er set køre væk i fra stedet.

Gerningsmændene formodes at være mellem 18 og 25 år og Nordjyllands Politi anser det som et opgør i det kriminelle miljø.

Nordjyllands Politi efterforsker nu sagen og i jagten på gerningsmændene hører de gerne fra vidner, der har oplysninger i sagen på telefon 114.


Se de vilde billeder: Dolken og Knaldperlen frigiver julebryggen

Foto: Laura Schmidt Kristensen / TV2 Nord

Dolken og Knaldperlen frigav julebryggen som en del af optagelserne til et nyt TV2 Nord-program.

Den første fredag i november bliver Tuborgs Julebryg frigivet klokken 20.59 på diverse beværtninger osv. rundt omkring i det ganske danske land.

Det skete naturligvis også i Jomfru Ane Gade, hvor et par velkendte nordjyske realitystjerner fik æren af at frigive juleøllen i den velkendte festgade.

Og det gjorde de med manér.

Løftet op over Jomfru Ane Gade på en form for stillads stod de to friske mænd, Dolken og Knaldperlen, og i godt selskab med et stort menneskehav i festgaden under dem, fik de råbt 'god jul', da 'sneen faldt', og julebryggen blev frigivet.

Dolken og Knaldperlen har de borgerlige navne Martin Vinther og Walid Bechara, og de er især kendt for 'Kongerne' på Kanal 5, men i 2024 har de også haft deres eget program på TV2 Nord.

'Fedt mand - tur!' hedder den serie, og den kan du se her.

De nye optagelser i Jomfru Ane Gade i forbindelse med julebryggens frigivelse er taget som en del af optagelserne til TV2 Nords nye program med Dolken og Knaldperlen.

Det hedder 'Fedt mand - jul!', og der udkommer to afsnit henholdsvis 3. og 4. søndag i advent.

Foto: Laura Schmidt Kristensen / TV2 Nord
Foto: Laura Schmidt Kristensen / TV2 Nord
Foto: Laura Schmidt Kristensen / TV2 Nord

White Hawks sejrer mod rivalerne i kæmpe hyldestfest

Det blev en jubilæumsfest, de sent vil glemme i Frederikshavn.

Frederikshavn White Hawks-kaptajnen, Rasmus Søndergaard, måtte ud på flere æresrunder i Frederikshavn Isarena foran de 2500 begejstrede tilskuere.

De hyldede ham fredag aften for sit jubilæum på 800 kampe for klubben.

Der var ekstra godt gang i jubilæumsfesten, fordi Frederikshavn White Hawks kort forinden havde vundet lokalbraget mod Aalborg Pirates i Metal Ligaen med 2-1.

Rasmus Søndergaard var selv på isen de sidste minutter af kampen og kunne strække armene i vejret efter slutfløjtet, mens holdkammeraterne skøjtede over for at lykønske deres kaptajn med sejren.

Også inden kampen blev Rasmus Søndergaard hyldet i flere minutter med tale og gave fra klubben, og det sluttede med, at Rasmus Søndergaards 4-årige søn Oliver kom skøjtende ind på isen med kamppucken til stor jubel blandt tilskuerne.

Se Rasmus Søndergaard blive hyldet før opgøret fredag aften:

Festen blev grundlagt på isen

Selve ishockeykampen var jævnbyrdig, hvor gæsterne fra Aalborg Pirates dominerede første periode og helt fortjent kom foran mod slutningen af denne.

Så kunne man for alvor høre de 400 medrejsende Pirates fans.

I anden periode fik hjemmeholdet udlignet ved den kun 18-årige Johannes Borup, hvilket var hans første mål for Frederikshavn White Hawks.

Tredje periode bød på en enkelt scoring til hjemmeholdet af det svenske nyindkøb Sebastian Benker til slutresultatet 2-1.

Endelig fik høgene ram på piraterne med en sejr, og jublen kunne bryde løs i hallen.

I omklædningsrummet fik White Hawks' kaptajn og jubilar det sidste ord. Han kunne synge for på sejrsråbet, og festen fortsatte vist ud på de små timer i Frederikshavns natteliv for de mange fans sammen med juleøllet.


'Promoverer J-dag': Kritik preller af på borgmester

Aalborg Kommunes socialdemokratiske borgmester Lasse Frimand Jensen får hård kritik på J-dag, hvor 'sneen falder'.

J-dag er Tuborgs store reklamedag for juleøllen, i Jomfru Ane Gade i Aalborg, er det naturligvis altid en dag, hvor mennesker i massevis mødes i 'Gaden'.

Og en af de mange, der er mødt op til J-dag er Aalborg Kommunes borgmester, Lasse Frimand Jensen (S).

Han er blevet inviteret af Gadeforeningen Jomfru Ane Gade i forbindelse med J-dags 25-års jubilæum i festgaden. Det skriver DR.

- Jomfru Ane Gade er et kæmpestort aktiv for Aalborg Kommune og for Nordjylland. Det er et sted, mange mennesker har en festlig weekend, så jeg vil gerne med ind og ønske alle en rigtig god fest, sagde Lasse Frimand Jensen i P4 Nordjylland, kort før han skulle holde en tale fredag eftermiddag.

Nu får borgmesteren dog stor kritik for sin optræden, fremmøde og promovering af J-dag.

- Det undrer mig, at en borgmester vil profitere et arrangement, som dybest set er et reklamestunt for, at bryggerierne kan sælge flere juleøl, siger direktøren for organisationen Alkohol og Samfund, Ida Fabricius Bruun, til DR.

- Vigtig del af kulturen at komme i 'Gaden'

Organisationen arbejder for en mere bæredygtig alkoholkultur, og direktøren ser Lasse Frimand Jensens deltagelse som problematisk.

- Vi ved, at sådan et arrangement er designet til at få folk til at drikke rigtig meget på én gang. Alle erfaringer - også fra Aalborg - viser, at det er med til at skabe et øget pres på beredskabet, ambulancer, politi, når rigtig mange mennesker er samlet, og der er en voldsom udskænkning, lyder det fra Ida Fabricius Bruun.

- Derfor er det bekymrende, at en borgmester ligefrem stiller sig op og promoverer det arrangement.

Den kritik er dog ikke noget, Aalborg Kommunes borgmester tager synderligt tungt eller seriøst.

- Jeg vil rigtig gerne være med til at indbyde folk til at have en god aften og hygge sig. Det er en vigtig del af vores kultur i Aalborg, at man kan komme i Jomfru Ane Gade - og selvfølgelig opføre sig ordentligt og passe på hinadnen. Det kommer jeg også til at understrege i min tale i dag, forklarer Lasse Frimand Jensen.

Har du ikke et ansvar som borgmester for at tage afstand til den her drukkultur?

- Jeg er formand for bevillingsnævnet, så jeg er med til at give bevillinger her inde i Jomfru Ane Gade. En del af det er at komme ud og se beværtningerne og være i øjenhøjde med folk, svarer borgmesteren.

- Jeg er blevet inviteret til det. Som formand for bevillingsnævnet vil jeg også gerne være med til at tage ansvar for, at vi har en festgade, hvor vi passer på hinanden. Jeg synes også, at det er vigtigt for mig at markere, at vi godt kan have en fest og komme sikkert hjem, slutter Lasse Frimand Jensen (S).

Når klokken slår 20.59 fredag aften, kan Tuborgs juleøl skænkes i fadølshanerne i Jomfru Ane Gade og resten af landet.


Tømmermænd efter J-dag? Overlæge afliver og bekræfter myter

J-dag blev afviklet fredag, og julefrokostsæsonen er så småt gået i gang, og derfor er gode råd dyre. Overlæge Peter Holland-Fischer afliver og bekræfter derfor myter for din skyld i videoen herover, så du forhåbentlig kan blive fri for de værste tømmermænd dagen derpå.


Medarbejderne elsker hende, men i dag forlod hun dem

Foto: Ib William Christensen

Susanne Kiholm Lund har i to år været øverste chef for Trænregimentet i Nørresundby. I dag sagde hun farvel til medarbejderne.

Hun lægger ikke skjul på, at det er en underlig dag fyldt med håndtryk, kram og ansatte, der siger ”held og lykke”. Medarbejderne i Trænregimentet er samlet i en gymnastiksal for at sige farvel til deres chef Susanne Kiholm Lund.

- Det har været to år, hvor jeg hver eneste dag har gået glad på arbejde, hvor jeg har mødt positive og dedikerede mennesker. Det er underligt at forlade det her, siger Susanne Kiholm Lund.

Hun er blevet forfremmet fra oberst til brigadegeneral. Fra på mandag er hun øverste chef for hærens 2. brigade i Slagelse. Da Susanne Kiholm Lund tiltrådte som chef for Trænregimentet, kom hun med en ny ledelsesstil for de 1700 medarbejdere.

- Det hun måske allermest har gjort er at skabe håb

- Hun har skabt et forum blandt os chefer, hvor vi har følt os inddraget. Vi har været med til at træffe beslutningerne i fællesskab. Selvom hun har muligheden for det, har hun ikke bare dikteret, hvordan løsningen skulle være. Det, hun måske allermest har gjort, er at skabe håb, siger Finn Sode, der er chef for 2. Logistikbataljon i Trænregimentet.

 - Jeg er så ked af, at hun stopper for hun har skabt så mange forandringer. Hun har været med til at få os til at tænke meget mere åbent og ikke så snævert, som man måske gør meget i forsvaret, siger Michelle Westergaard Pedersen, der er HR-partner i Trænregimentet.

Hærens 1. Brigade er en stående reaktionsstyrke, der skal udsendes hvis Danmark kommer i krig. Susanne Kiholm Lund skal være chef for 2. Brigade. De sørger for sikkerheden i Danmark og skal sikre forsyningslinjerne, hvis vi sender soldater i krig.

- Der er stadigvæk Danmark vi skal passe på. Det er 2. Brigades opgave sammen med Hjemmeværnet, Søværnet, Flyvevåbnet og andre, siger den nye brigadegeneral.

Trænregimentet skal nu have ny chef. Hvem det bliver er endnu uvist. Stabschef Lars Kristensen er fungerende regimentschef, indtil der er fundet en ny chef for trænregimentet.