22-årig nordjyde vinder fornem pris
Anders Bech Petersen fra Aalborg mødte i morges op på sin arbejdsplads til konfetti, rundstykker og fejring af, at han har vundet titlen som årets mekanikerlærling 2023.
- Det er helt vanvittigt, jeg ved stadig ikke helt, hvad der sker.
Sådan lød reaktionen umiddelbart efter, konfettikanonerne blev poppet og lykønskningerne væltede ned over 22-årige Anders Bech Petersen fra Aalborg, som i dag kunne modtage titlen som årets mekanikerlærling 2023.
- Jeg havde ikke set den komme, det indrømmer jeg ærligt, men det er sgu da fedt, siger han.
Hvad der skulle have været en helt normal dag på værkstedet hos Semler Mobility i Aalborg, hvor den 22-årige nordjyde til dagligt er ved at uddanne sig til personvognsmekaniker, blev pludselig afbrudt af en hær af kollegaer, familie, venner og fagfolk, der kom med rundstykker, kage, gaver og lykønskninger.
For for 20. gang i træk kunne Dansk Metal og Dansk Industri uddele prisen som årets mekanikerlærling.
- Anders har en helt naturlig tilgang til alt, og så kan han ikke skjule, hvem han er, siger Anders Bech Petersens chef, Nick Andreasen, der er værkstedschef ved Semler Mobility i Aalborg.
Anden vej ind i faget
Og Anders Bech Petersen blev overrasket, for han vidste ikke engang, at hans tillidsmand og chef, havde indstillet ham i et felt blandt 22 andre mekanikerlærlinge i hele Danmark.
- Det ligger ret godt i maven, griner den 22-årige nordjyde, der ikke har taget den lige vej ind i faget.
For ulige nogle andre mekanikerlærlinge, har Anders Bech Petersen en gymnasial uddannelse bag sig. Dog var det kærligheden til en gammel polo, og at arbejde med hænderne, der fangede hans interesse.
- Det er et fedt fag, fordi det er en branche, der er i rivende udvikling. Den flytter sig kontant med teknologier og forbedringer på alle fronter, siger Anders Bech Petersen.
Pris skal øge opmærksomheden på presset branche
Prisen uddeles hvert år af Dansk Metal og Dansk Industri, for at hædre de unge medarbejdere, der er i bilbranchen.
- Vi ved ikke, hvad der sker i bilindustrien fremadrettet, især med el, så vi vil gerne have nogle dygtige teknikere til fremtiden, så lærlinge er så vigtige, siger Nick Andreasen og bliver bakket op af direktør for bilbranchen i Dansk Industri.
- Vi har brug for alle de faglærte, vi kan få, så vi håber, den her titel er med til at øge opmærksomheden på, at vi er en super spændende og relevant branche for unge mennesker at træde ind i, siger Thomas Møller Sørensen, direktør for bilbranchen i Dansk Industri.
Med på team rally
Overraskelsen og fejringen var overvældende for den 22-årige mekanikerlærling, der selv havde svært ved at sætte ord på, hvorfor det netop var ham, der løb med prisen.
- Jeg ved ikke, hvad jeg gør anderledes i forhold til andre, men jeg passer mit arbejde og gør hvad der bliver fortalt – og gør mit bedste, siger Anders Bech Petersen, der havde svært ved at tørre smilet af - især efter en tur i en rally-bil.
For med til titlen følger blandt andet en plads på mekaniker-teamet på rally- codriver Jeannette Kvicks team til et løb i Tjekkiet til sommer.
- Jeg har aldrig set rally før, så det bliver fedt, og præmien passer nok meget godt til en mekaniker, siger Anders Bech Petersen.
Første gang prisen blev uddelt var i 2003, og der var det også en nordjyde, der løb med titlen og æren.