21-årig mand stukket ned i Aalborg Øst
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord
Voldsomt overfald natten til onsdag på Durupstien i Aalborg Øst.
Opdatering onsdag kl. 11:59:
Knivstikkerier i Aalborg efterforskes intenst: Læs her
En 21-årig mand blev stukket ned med kniv på Durupstien i Aalborg Øst klokken 3 natten til onsdag.
Gerningsmændene løb væk efter overfaldet.
Det oplyser vagtchef Karsten Højrup Kristensen fra Nordjyllands Politi.
Knivoverfaldet skete ved Smedegårdsvej og Budumvej, og onsdag morgen er et grønt område spærret, mens politihunde leder efter spor.
Den 21-årige blev efter overfaldet behandlet for sine skader på sygehuset. Han er ikke alvorligt tilskadekommen.
Nordjyllands Politi behandler sagen som grov vold, og de vil meget gerne høre fra vidner, der har set eller hørt noget relateret til det voldsomme overfald.
Politiet kan kontaktes på 114.
Tirsdag aften blev en 19-årig mand stukket i ballen ved et slagsmål på Aalborg Havnefront, men om der er sammenhæng mellem de to episoder, ved politiet ikke endnu.