Bemærk: Artiklen er mere end 30 dage gammel

2000 nordjyske soldater skal have ny chef - hun hedder Susanne

Foto: Candofilm

Til oktober overtager oberst Susanne Kiholm Lund kommandoen over Trænregimentet fra oberst Jess Møller Nielsen.

- Om det betyder noget for mig personligt? Nej.

- Men for alle de kvinder med værneret, der kommer buldrende ind, og hvor mange også kommer til at blive i Forsvaret, så bliver jeg et synligt bevis på, at man kan blive chefen.

Ordene er oberst Susanne Kiholm Lunds. Hun er én af få kvinder i det militære chefniveau, der findes i Forsvaret. Og om små fire måneder - den 6. oktober for at være militaristisk præcis - bliver hun den blot anden kvindelige chef for et helt hærregiment i Forsvaret.

”Jeg har kommandoen”

Den dag overtager hun kommandoen over Trænregimentet og de omkring 2000 soldater, der gør tjeneste i bataljonerne under Trænregimentet eller som værnepligtige.

- Den dag har vi parade. Det er en tradition, hvor vores regimentsfane bliver overdraget, fortæller Susanne Kiholm Lund.

- Det foregår på den måde, at oberst Jess Møller overdrager fanen til chefen for hæren som så vender sig om, giver mig fanen og siger: Du har kommandoen, forklarer hun videre.

- Og så svarer jeg: ”Jeg har kommandoen.” Og fra det øjeblik, er det mig, der har ansvaret.

Det hele kommer til at foregå yderst formelt - og foran alle de soldater, Susanne Kiholm Lund kommer til at være chef for.

- Den dag bliver helt særligt.

Kvinder i forsvaret

Siden 1998 har kvinder haft værneret - altså ret til at gennemføre værnepligten. Både mænd og kvinder indkaldes, når de fylder 18 år, til Forsvarets Dag. Men hvor mænd har PLIGT til at møde op, er det for kvinder frivilligt.

Siden værnepligten blev indført i 1998 er andelen af kvindelige rekrutter steget år for år, og sidste år var mere end hver fjerde værnepligtige kvinde.

Kommer hjem til Aalborg

Susanne Kiholm Lund arbejder i dag i Forsvarschefens Ledelsessekretariat på Kastellet i København - men når hun til efteråret vender tilbage til Aalborg Kaserner, hvor Trænregimentet har hjemme, bliver det til stedet, hvor hun trådte sine soldatermæssige barnesko.

- Jeg var der tilbage fra 1988 til 2001. Jeg har også været fem år på Vordingborg Kaserne, hvor regimentet har en bataljon. Jeg har været udsendt og uddannet soldater med udgangspunkt i regimentet i Aalborg, så for mig er det at komme hjem igen.

Susanne Kiholm Lund skal tage over for oberst Jess Møller Nielsen, der går på pension. Og selvom den formelle overdragelse af kommandoen først sker ved den højtidelige parade, er arbejdet allerede gået i gang.

- Det er en udenrigs- og sikkerhedspolitisk spændende tid, vi befinder os i lige for tiden, så jo mere jeg kan være klædt på, inden jeg starer, des mindre starter jeg i første gear, fortæller Susanne Kiholm Lund.

- Men det er selvfølgelig stadig Jess Møller, der har fanen. Det er ham, der har kommandoen, men vi er i dialog.

Oberst Jess Møller overtog kommandoen over Trænregimentet 1. maj 2015. Den 6. oktober giver han kommandoen videre. Foto: Mick Anderson

Har ofte været den første

At blive øverstkommanderende i et regiment i det danske forsvar - og samtidig være kvinde, er egentlig ikke noget, der betyder noget for Susanne Kiholm Lund. Hun har mange gange været den første kvinde til at gøre det ene eller andet som soldat og befalingsmand.

- Jeg var blandt andet den første kvinde til at have folk under kommando under en international mission. Det var på Balkan hvor jeg var udsendt fra Aalborg.

Men bevidstheden om, at hun som kvinde fungerer som et pejlemærke og et forbillede for andre kvinder i Forsvaret, er stor.

- Jeg har et citat som jeg ynder at sige til mine yngre kvindelige kolleger, og det er: ”If you can’t see it, you can’t be it”. Og der er jeg et synligt bevis på, at man godt kan få en topstilling i Forsvaret, lyder det fra Susanne Kiholm Lund.

I serien Piger i Trøjen følger vi en gruppe kvindelige værnepligtige på Aalborg Kaserne. Du kan se hele serien på tv2nord.dk/tv, på YouTube og på TV 2 Play.

”Bare du kan løse opgaven”

Og som chef for Trænregimentet bliver diversitet da også en af de ting, hun kommer til at fokusere på.

- Jeg går op i diversitet og i at det ikke skal være traditioner eller bias, der bestemmer alt muligt. Jeg vil arbejde for, at vi får skabt gode vilkår for alle, og for at vores organisation bliver så forskelligartet som muligt, så vi har de dygtigste folk i Forsvaret, som vi kan få. For de opgaver vi løser, er sindssygt komplekse, forklarer Susanne Kiholm Lund.

- Alle de soldater vi har nu, er utroligt kompetente, men jo mere vi kan få alle dele af befolkningen til at søge ind i Forsvaret, des større udvalg får vi at vælge ud fra.

- Forsvaret er et sted man kommer ind, og når man så bliver iklædt en uniform - og det ligger også i ordet uniform - kommer man til at være ens. I det øjeblik man træder ind i det fællesskab, det er at være i Forsvaret, så er det ligegyldigt, om man er mand eller kvinde, ung eller gammel eller har den ene eller anden seksualitet. Bare du kan løse opgaven.


Statsminister klar til kamp: Vil kæmpe for nordjydernes tillid

Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

Statsministeren sparkede for alvor gang i kommunalvalgkampen i Aalborg, og hun ved godt, at der skal knokles.

- Vi føler os ikke sikre på noget, så vi kommer til at kæmpe for alle danskeres tillid og alle aalborggenseres tillid. Det er også derfor, jeg allerede nu er i gang med kommunalvalgkampen her i Aalborg,

Sådan lyder det fra statsminister Mette Frederiksen (S), da TV2 Nord fanger hende, efter hun har uddelt roser på Nytorv i Aalborg.

Meningsmålingerne er lige nu elendige for Mette Frederiksens regering, og samarbejdet mellem Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet får masser af kritik i befolkningen.

Spørgsmålet er derfor, hvad det kommer til at betyde for kommunal- og regionsrådsvalget 2025. Det første lokale valg siden folketingsvalget i 2022.

Dengang fik nye partier stor succes, og vi endte med den nuværende regering med Venstre, Moderaterne og Socialdemokratiet.

- Jeg tror ikke, der er noget, der er sikker mere i politik, fordi det er en meget urolig verden, og danskere vælger og stemmer anderledes end før, forklarer Mette Frederiksen.

Der var næsten kø for at blive fotograferet med statsministeren. Foto: Hans-Christian Lauritzen, TV2 Nord

'De er så kloge'

Aalborgs borgmester Lasse Frimand Jensen er helt enig i, at der i disse år bliver skabt en hel ny politisk virkelighed i Danmark, og at vi ved kommunalvalget næste år kommer til at se, hvilken betydning det får i kommunerne.

- Vi ser mere og mere ude i de større kommuner, at de landtendenser der er, de smitter også af på de store kommuner, men jeg håber også, at man kigger tilbage på, hvad har borgmesteren, og hvad har Socialdemokratiet gjort lokalt, siger Lasse Frimand Jensen, der dog ikke er bange for, at landspolitikken smitter af på lokalpolitikken.

- Dem, der bor i vores kommune, de er så kloge til at se forskellen på, hvad der er lokalt, og hvad der er nationalt, smiler Lasse Frimand Jensen.

Den seneste meningsmåling fra 11. november i år viser laveste opbakning nogensinde til Mette Frederiksens flertalsregering, der står til at miste 30 mandater, hvis der var valg i dag.

- Vi stod heller ikke ret godt i meningsmålingerne forud for det sidste folketingsvalg, og der gik det godt set med socialdemokratiske briller. Ikke mindst heroppe i Nordjylland, pointerer Mette Frederiksen.

Se hele interviewet med statsminister Mette Frederiksen.

Ved godt, der skal knokles

Venstre sidder på ni af 11 borgmestertaburetter i de nordjyske kommuner. Socialdemokraterne har de sidste to, og begge steder skal der vælges en ny borgmester i forhold til seneste valg i 2021.

I Aalborg har Lasse Frimand Jensen allerede taget over for Thomas Kastrup Larsen, og i Frederikshavn er den nuværende borgmester Birgit Hansen gået af.

- Alle ved jo, at Birgit fik helt vildt mange stemmer, og hun var nummer et stemmesluger i hele landet. Nu er vi så klar til at tage handsken op og kæmpe for en fornyet omgang i Frederikshavn, men selvfølgelig har det en betydning, når en så vellidt borgmester takker af, siger Mette Frederiksen.

Lasse Frimand Jensen og Mette Frederiksen håber begge, at regeringen kan få vendt de dårlige meningsmålinger, så landspolitikken ikke går ud over kommunalpolitikken.

- Vi ved godt, at der skal knokles på, og det har vi tænkt os at gøre. Derfor er vi startet allerede i dag, fastslår Mette Frederiksen.

Der er valg til kommuner og regioner 18. november næste år. I Aalborg har Socialdemokratiet altså sparket gang i deres valgkamp.

Se hvordan det gik, da Lasse Frimand Jensen og Mette Frederiksen startede kommunalvalgkampen i Aalborg.


Ren Indiana Jones: Gå på opdagelse i nordjysk gravkammer, der er ældre end pyramiderne

5200 år gammelt gravkammer i Fjerritslev er blevet tilgængeligt for offentligheden.

De fremmødte gæster fik lørdag en sjælden mulighed for at træde 5000 år tilbage i tiden og besøge jættestuen Klovenhøj ved Fjerritslev.

I forbindelse med en restaurering åbnede Nordjyske Museer nemlig gravkammeret for offentligheden, noget som sjældent bliver gjort.

Restaureringen har været i tæt samarbejde med Slots- og Kulturstyrelsen og firmaet Morsø Skov. Den har været nødvendig, da nysgerrige grævlinge og ræves poter har sat sit spor.

Det fortæller arkæolog og museumsinspektør Thomas Rune Knudsen.

- Den har været hullet som en schweizerost. Det har vi fået fyldt ud, og har fået rettet de rendesten, der er skvattet ned i den forbindelse. Så har vi fået sat en låge i, og fået lagt nogle gulvfliser, så dyrene ikke kan komme ind i kammeret, lyder det.

Kom med en tur i gravhøjen herunder:

Særlige nordjyske hylder

Og hvis man ikke lige kan forestille sig en jættestue, så har Thomas Rune Knudsen en ret god beskrivelse.

- Forestil dig en stor gravhøj med en lang stensat gang, der fører ind til et stort stenbygget kammer. Den er blevet brugt som fælles grav for flere personer, forklarer han.

Byggestilen er meget speciel og typisk for Nordjylland.

For hvor man normalt ville have brugt fliser, der ligger på en bestemt måde, så er der i jættestuen hulrum eller hylder mellem de store bæresten.

- Det er en af de ting, der gør denne jættestue anderledes end andre, vi kender, fortæller Thomas Rune Knudsen.

Enestående gravkamre

Det er Thomas Rune Knudsens anden istandsættelse af en jættestue, og det er noget helt særligt at få lov at arbejde med.

- Det er altid en speciel oplevelse at gå ind i sådan et kammer. Særligt når du ikke kender det i forvejen. Det bliver lidt Indiana Jones-agtigt, smiler Thomas Rune Knudsen.

Ifølge ham er det vigtigt, at vi bliver ved med at bevare stykker af danmarkshistorien som Klovenhøj.

- Det er ret enestående, at vi har nogle gravkamre, der går 5000 år tilbage, og som er, sat lidt på spidsen, ældre end pyramiderne i Giza i Ægypten, og at man kan få lov til at kravle ind i det, afslutter han.


Kristinas kat blev kørt ihjel på grusvej: - Næste gang er det et barn

Foto: (Privatfoto)

Familiens børn var der, da katten blev påkørt.

For en uge siden mistede Kristina Petersen sin kat Blåbær gennem tre år, efter den blev påkørt ude på grusvejen foran familiens hus i Lyngby i Hals.

Hun var i gang med at pynte op til jul med sine to sønner, da de pludselig så en bil kom susende forbi.

- Jeg tænkte bare; 'Nu er der en igen', forklarer hun.

Men kort tid efter, så hun Blåbær vælte rundt i bedet ved siden af vejen.

- Jeg smed alt, hvad jeg havde i hænderne og løb ud efter ham, forklarer hun.

Døde ved dyrlægen

Hun fik efterfølgende fat i en dyrlæge og fik ført Blåbær akut afsted.

- Dyrlægen spurgte, om han måtte ligge ham i narkose for at kunne komme til at mærke hans nakke og ryg, og det gav jeg lov til, selvom dyrlægen sagde, at der var en risiko, forklarer Kristina Petersen.

Efter Blåbær blev lagt i narkose, gik der dog ikke.

- Jeg kunne pludselig se, at han ikke trak vejret længere, forklarer Kristina Petersen meget berørt.

Dyrlægen fik undersøgt Blåbær, og han kunne efterfølgende fortælle, at han var blevet påkørt i hovedet og nakken. Derfor overlevede han ikke.

- Dyrlægen spurgte, om jeg ville have ham med hjem, og det sagde jeg ja til. Børnene forventede jo, at han kom hjem, forklarer hun.

Søndag fik Kristina Petersen sammen med sine drenge begravet Blåbær.

- Det var det værste.

- De græd meget, og det gik virkelig op for dem, at han ikke var her mere, siger hun berørt.

Foto: (Privatfoto)

Næste gang er det et barn

Selvom det var første gang, at familien oplevede, at det gik galt, så er det ifølge Kristina Petersen langt fra første gang, at bilerne er kørt for stærkt på grusvejen ved familiens hus.

- Der er så mange, som kører med hovedet under armen, og det er skidefarligt, fortæller hun.

Hele hændelsen fik hende til at dele et opslag på Facebook. Her kommenterer mange, at det er ejerens eget ansvar at holde katten væk fra vejen.

- Men der er altså også børn her, så det kunne være dem. Det gik virkelig op for os, hvor udsat de faktisk er. Næste gang er det et barn, konstaterer hun.

Derfor har Kristina Petersen sat sig for at få sat skilte op på vejen. Det er dog ikke så let.

- Jeg har snakket med kommunen og politiet, som sagde, at grundejerforeningen skulle sende en anmodning. Vi har dog fundet ud af, at vi ikke har en grundejerforening, så det skal vi da have nu, påpeger hun.

Hun håber, at familiens tragiske hændelse kan få bilisterne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de kører for stærkt på grusvejen, også selvom der ikke er skilte endnu.


Optog- og markeder: Her bliver der julet hele december

Foto: ThistedBy

Det starter 1. december i Thisted, hvor spejderkorpset, FDF-orkestret og Sparekassen Thy marcherer igennem Thisted by.

Julelys, nissehuer, nissemænd- og selvfølgelig julemandens postkasse.

Det hele vender tilbage til Thisted, der også byder den verdensberømte gæst velkommen.

- Julemanden ankommer til havnen og fører an i optoget til Store Torv, hvor det store juletræ vil blive tændt, siger ThistedBy i en pressemeddelelse.

Foto: ThistedBy

Hele måneden kommer der da også til at være fyldt med arrangementer, der skal hjælpe alle i stemning op til afrundingen den 23. december.

- Det er Mads og Morten, der afslutter julens aktiviteter med masser af kendte juletoner i selskab med julemanden selv, lyder det.

Det velkendte Lucia-optog sker den 13. december med deltagelse fra Nodvestjysk Pigekor.

Foto: ThistedBy

Beskylder lokale folketingsmedlemmer for at svigte byen

Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST og Karsten Mortensen, TV MIDTVEST.

Jane Kruse er forstander på Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi i Sydthy.

Jane Kruse fra Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi er skuffet over, at lokale politikere ikke har sørget for fortsat støtte til centret.

Forstanderen for Nordisk Folkecenter for Vedvarende Energi, Jane Kruse, retter nu en hård kritik mod to lokale folketingsmedlemmer.

Centret i det sydlige Thy er truet af lukning, fordi det fra næste år mister sin støtte på finansloven, og i den forbindelse udtrykker Kruse skuffelse over, at Simon Kollerup (S) og Torsten Schack Pedersen (V), der begge er valgt i Thistedkredsen, ikke har sikret fortsat støtte.

 - Vi synes selv, at vi har haft en tæt kontakt til alle partier, men selvfølgelig specielt til Simon Kollerup og Torsten Schack Pedersen, der er valgt i vores område. Dem har vi haft meget kontakt med og bedt dem om at bringe os på finansloven. Det har de ikke gjort.

- Hvordan tænker du om det?

- Det synes jeg er et stort svigt af det arbejde, der skal ske i Thy, siger Jane Kruse.

Folkecentret, der arbejder for at udvikle grønne energiløsninger, har de seneste tre år modtaget tre millioner kroner om året via finansloven. 

Men på den finanslov for næste år, som regeringen fredag har præsenteret sammen med SF og Radikale er støtten forsvundet, og folkecentrets 12 ansatte er nu blevet opsagt fra årsskiftet.

Svar fra Simon Kollerup

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Simon Kollerup har sendt os dette svar til Jane Kruses kritik:

"I dag glæder jeg mig over de penge, der er lykkedes at få til vores område, så Næssundfærgen får medvind mellem Thy og Mors, så Hurup i Sydthy får udviklingshjælp som blomstrende by, og så vi får annulleret besparelserne i Nationalpark Thy. Men jeg lytter naturligvis også til frustrationen fra folkecenteret, som ikke er lykkedes med at komme på finansloven denne gang. Nu må den kommende tid vise, om der er grønne puljer på finansloven, der kan være dem til hjælp. Det er ikke undersøgt endnu".

Lang ønskeseddel

Og nu står Jane Kruse tilbage med et stort ubesvaret spørgsmål: hvorfor?

- Vi har ingen viden om, hvorfor vi ikke er kommet med på finansloven. Vi står ellers for det, der skal bære os fremad.

- Men du kan vel ikke vide, om de har forsøgt at få jer med i regeringens finanslovsforslag?

- Nej, det kan jeg ikke. Jeg har ikke fået nogle tilbagemeldinger fra de to lokalt valgte politikere, siger Jane Kruse.

Torsten Schack Pedersen siger til TV MIDTVEST, at han tidligere har været med til at sikre penge til folkecentret.

- Det er ikke lykkedes denne gang. Der har været mange gode forslag på bordet fra Thy og Mors, og det er lykkedes at skaffe penge til Næssund-færgen og til udvikling af Sydthy. Så vi har bestemt sørget for ting, der tilgodeser thy- og morsingboerne, men ønskesedlen er længere, end pengene rækker, siger han.

Torsten Schack Pedersen, der er minister for samfundssikkerhed og beredskab, tilføjer, at der ikke er andre partier, der har rejst spørgsmålet om folkecentret under forhandlingerne.

- Men har du taget kampen?

- Vi møder mange ønsker, som vi prøver at fremme. Noget lykkes og andet lykkes ikke, siger han.

Jane Kruse siger, at folkecentret nu vil undersøge mulighederne for at få støtte fra fonde eller andre aktører.